Artboard 2 copy 35Artboard 64 copy 13Artboard 2 copy 19Artboard 2 copy 31Artboard 64 copy 18Artboard 64 copy 10Artboard 64 copy 11Artboard 64 copy 15Artboard 64 copy 12Artboard 64 copy 13Artboard 64 copy 14Artboard 2 copy 34Artboard 64 copy 19Artboard 64 copy 16MinusArtboard 2 copy 44Artboard 2 copy 38Artboard 2 copy 36PlusArtboard 64 copy 17Artboard 2 copy 43Artboard 2 copy 45Artboard 2 copy 46Artboard 64 copy 16Artboard 64 copy 18Artboard 64 copy 19Artboard 64 copy 17
Ondt i hjertet

Mobning på jobbet hænger sammen med en øget risiko for hjertekarsygdom

Oprettet den 7. mar 2019 - Af Hanna Sigga Madslund - Foto: Istock

Bliver man mobbet på jobbet, ser det ud til at medføre en øget risiko for at få hjertekarsygdomme som fx blodprop i hjertet eller hjerneblødning i forhold til, hvis man ikke er udsat. Det viser den hidtil største undersøgelse, der omfatter mere end 79.000 personer i Danmark og Sverige.

Medarbejdere kan opleve at blive mobbet på jobbet, og det kan være skadeligt for helbredet. Mobbede medarbejdere ser nemlig ud til at have en øget risiko på 59 procent for at få hjertekarsygdomme, som fx blodprop i hjertet eller slagtilfælde (blodprop i hjernen eller hjerneblødning) sammenlignet med ikke-mobbede medarbejdere. Desuden ser det ud til, at jo mere man bliver mobbet på arbejdet, jo mere forøges risikoen for at få hjertekarsygdom.

Det viser resultater af den største undersøgelse af sammenhængen mellem mobning og hjertekarsygdom, der nogensinde er gennemført.

Undersøgelsen er gennemført af en gruppe forskere på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, og forskere fra en række andre danske og udenlandske universiteter. I alt omfatter undersøgelsen 79.201 beskæftigede mænd og kvinder i Danmark og Sverige i aldersgruppen 18 til 65 år, som ikke havde haft hjertekarsygdomme ved undersøgelsens start. Forskerne brugte data om deltagerne, som var indsamlet i tre forskellige tidligere studier, der var blevet igangsat mellem 1995 og 2011.

Forskerne fulgte deltagerne i gennemsnit 12,4 år

Ved undersøgelsens start havde deltagerne svaret på, om de havde oplevet mobning på arbejdspladsen, og hvor ofte de havde oplevet det. 9 procent af deltagerne rapporterede, at de var blevet mobbet på jobbet inden for det sidste år.

Forskerne fulgte herefter samtlige deltagere i nationale registre, hvor de kunne følge antallet af tilfælde af enten blodprop i hjertet eller slagtilfælde samt antallet af dødsfald på grund af disse sygdomme blandt deltagerne i undersøgelsen. Deltagerne blev i gennemsnit fulgt i de nationale registre i 12,4 år.

Der skal flere undersøgelser til

Det er meget interessante resultater, fremhæver en af forskerne:

- I tidligere studier har man fundet en sammenhæng mellem mobning og risikoen for psykiske helbredsproblemer, men dette studie peger på, at mobning muligvis også kan påvirke ens fysiske helbred, siger professor Reiner Rugulies, NFA, som er en af forskerne bag studiet.

Om udsættelsen for mobning så virkelig er selve årsagen til udviklingen af hjertekarsygdom, eller om resultaterne kan forklares med andre årsager, kan forskerne ikke med sikkerhed sige ud fra det foreliggende studie. Der skal flere undersøgelser til, mener Reiner Rugulies.

-De nye resultater giver anledning til at tænke bredere i forhold til sammenhængen mellem arbejdsmiljø og helbred, end forskning hidtil har gjort, det vil sige, at vi i fremtiden også bliver nødt til at inddrage faktorer som mobning og andre negative og krænkende handlinger, når vi skal vurdere risikoen for fysiske sygdomme, siger han.

Undersøgelsen omhandler også vold på jobbet

Ovenstående studie omhandler også vold og trusler om vold på jobbet. Resultaterne viste, at

  • 13% af deltagerne i undersøgelsen rapporterede, at de havde været udsat for vold eller trusler om vold på jobbet inden for det sidste år.
  • oplevelsen af vold eller trusler om vold havde en sammenhæng med 25 procents højere risiko for hjertekarsygdom.

Hjertekarsygdomme omtalt i nyheden

Hjertekarsygdomme kan fx være iskæmisk hjertesygdom dvs. sygdomme i hjertet forårsaget af åreforkalkning i kranspulsårerne, inklusiv blodprop i hjertet, eller det kan være slagtilfælde forårsaget af blodpropper i hjernen eller hjerneblødning. 

Projektet er udført i et samarbejde:

  1. Københavns Universitet, Danmark
  2. Stockholms Universitet, Sverige
  3. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, Danmark
  4. Peking University, Beijing, Kina
  5. University of Turku and Turku University Hospital, Finland
  6. Finnish Institute of Occupational Health, FIOH, Helsinki, Finland
  7. University of Uppsala, Uppsala, Sverige
  8. University College London, England
  9. University of Helsinki, Finland

Læs den videnskabelige artikel og editorial (kommentar)

Forskningsprojektet blev støttet af

NordForsk og Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Yderligere oplysninger

Professor Reiner Rugulies, NFA.

Temanyhedsbrev om mobning på arbejdspladsen

Ovenstående artikel er en del af NFA's temanyhedsbrev om mobning på arbejdspladsen udsendt torsdag den 7. marts 2019.
Læs hele temanyhedsbrevet her.