Projektet Sikre Landbrug skal undersøge, om man kan mindske antallet af ulykker med en systematisk kortlægning af risikofaktorerne og ledertræning i landbruget. Det er det første projekt, der sætter sikkerhedsklima og –sikkerhedsledelse i dansk landbrug under lup.
Formål
Formålet med projektet er at:
- Udvikle en intervention, der forbedrer sikkerhedsniveauet i landbrugsbedrifter og forebygger arbejdsulykker. Blandt andet skal der udvikles et observationsredskab, der kan kortlægge sikkerhedsniveauet på en landbrugsbedrift systematisk og samtidig udpege de områder, hvor der er brug for øget sikkerhed
- Teste interventionen og observationsredskabet på 6 landbrugsbedrifter.
Baggrund
Landbruget er det erhverv i Danmark, der har den højeste forekomst af dødsulykker. Sådan har det været siden 2005, og det er indtil videre ikke lykkedes at vende udviklingen. Dette forskningsprojekt bygger videre på danske og internationale erfaringer med ulykkesforebyggelse.
Mål
De primære mål med projektet er at forbedre sikkerhedsniveauet og at opnå færre arbejdsulykker i de landbrug, der deltager i projektet.
Finansiering
Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden
Samarbejdspartnere
Projektet er ledet af Kent J. Nielsen, souschef ved Arbejdsmedicin, Regionshospitalet i Herning, (kennie@rm.dk).