Nakke-skuldersmerter kan give langvarigt sygefravær
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 19. jan 2011
Smerter i nakke og skuldre øger risikoen for, at kontorfolk får langvarigt sygefravær. Det viser resultaterne af en undersøgelse fra 2000-2002 blandt godt 5.000 lønmodtagere. Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet Occupational and Environmental Medicine.
Sammenhæng mellem smerte og sygefravær undersøgt
I alt 5.096 danske lønmodtagere blev i 2000 interviewet om deres arbejde og helbred. Forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har brugt data fra interviewene samt fra det nationale register over sociale ydelser i Danmark (DREAM) i 2001-2002 til at se nærmere på sammenhængen mellem smerte og langvarigt sygefravær. Konkret har forskerne vurderet, hvor stor betydning smerter i forskellige dele af kroppen har for fremtidigt længerevarende sygefravær blandt henholdsvis
- kontorfolk, fx ledere, akademikere, personer med 3-4 års erhvervsuddannelse og andre lønmodtagere
- faglærte og ufaglærte lønmodtagere
Smerter i lænd samt hånd/håndled øger risiko for sygefravær
I 2001-2002 havde 18 procent af de faglærte og ufaglærte lønmodtagere haft længerevarende sygefravær. Det tilsvarende tal for kontorfolk var 12 procent. Smerter i hånd/håndled samt i lænden øgede risikoen for langvarigt sygefravær hos alle typer af lønmodtagere.
Nakke-skuldersmerter specifikt problem for kontorfolk
Smerter i nakke og skuldre viste sig at udgøre en specifik risikofaktor for, at kontorfolk fik længerevarende sygefravær. Ifølge seniorforsker Lars L. Andersen antyder resultaterne, at en målrettet indsats mod smerter i nakke og skuldre vil mindske langvarigt sygefravær blandt denne gruppe af lønmodtagere. Styrketræning har i den sammenhæng vist sig at være særdeles effektiv til at mindske smerter i nakke og skuldre hos kontorfolk.
Læs et resumé af artiklen ”A prospective cohort study on severe pain as a risk factor for long-term sickness absence in blue- and white-collar workers” og find referencen.
Se listen over andre videnskabelige artikler af forskere fra NFA.
Yderligere oplysninger
Seniorforsker Lars L. Andersen, NFA, tlf. 3916 5319, lla@arbejdsmiljoforskning.dk