Carbon black nanopartikler øger sandsynligvis risikoen for hjertesygdom

Oprettet den 21. jun 2012

Indånding af frie nanopartikler af carbon black – som fx anvendes i tryksværte -forårsager et akutfase respons i lungerne, hvorved risikoen for hjertekarsygdom sandsynligvis stiger. Det viser resultater af en undersøgelse, som forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, har udført i samarbejde med canadiske forskere.

Effekter på helbredet af carbon black nanopartikler undersøgt

Carbon black nanopartikler anvendes i relativt stort omfang i industrien. Nanopartiklerne bruges som pigment i blandingsprodukter som fx tryksværte. Forskning fra blandt andet NFA viser, at frie nanopartikler (partikler der indåndes fra luften) udgør et helbredsproblem – ikke nanopartikler, som indgår i en matrice som fx tryksværte. Forbrugere bliver derfor ikke udsat for frie carbon black nanopartikler, så udsættelse for frie nanopartikler udgør primært et arbejdsmiljøproblem. Forskere fra NFA og Canada har anvendt en dyremodel til at undersøge, hvordan det påvirker helbredet, når modellen udsættes for frie carbon black nanopartikler.

Dyremodel udsat for carbon black nanopartiker i en, tre eller ni dage

Forskerne udsatte en dyremodel for doser, der svarede til en påvirkning af carbon black i en, tre eller ni arbejdsdage ved de gældende grænseværdier i arbejdsmiljøet. Herefter kortlagde forskerne den totale genekspression (udtryk for hvilke gener, der bliver ’tændt’) i lunger og lever som udtryk for organernes samlede metabolisme og undersøgte forekomsten af en række biomarkører for hjertekarsygdom.

Carbon black giver akutfase respons og ændrer dannelsen af kolesterol i leveren

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at deponering af carbon black nanopartikler i lunger

  • udløser kraftig og langvarig inflammation og akutfase respons i lunger
  • forårsager store og langvarige ændringer i genekspressionen i lungevæv
  • forårsager ændringer i biosyntesen, så syntesen (dannelsen) af kolesterol stiger
  • fører til et fald i mængden af den beskyttende blodlipidpartikel HDL (det gode kolesterol) i blodet 3 og 28 dage efter udsættelse
  • fører til en stigning i mængden af den skadelige blodlipidpartikel (det skadelige kolesterol) LDL i blodet 28 dage efter udsættelse.

Akutfase respons i lungen er en mulig årsag til øget risiko for hjertesygdom

Akutfase respons er en forsvarsmekanisme, som igangsættes fx ved infektion, og hvis man bliver såret. Forskning viser, at akutfase responset i sig selv øger åreforkalkning og øger risikoen for hjertekarsygdom. Det er derfor sandsynligt, at det langvarige akutfase respons forklarer, hvorfor indånding af nanopartikler kan øge risikoen for hjertekarsygdom.

Læs artiklen

Bourdon JA, Halappanavar S, Saber AT, Jacobsen NR, Williams A, Wallin H, Vogel U & Yauk CL. Hepatic and pulmonary toxicogenomic profiles in mice intratracheally instilled with carbon black nanoparticles reveal pulmonary inflammation, acute phase response, and alterations in lipid homeostasis. Toxicol Sci. 2012;127(2):474-84. 

Fakta om undersøgelsen

Yderligere oplysninger

Professor Ulla Vogel, NFA, tlf. 3916 5227, ubv@arbejdsmiljoforskning.dk

Læs også