Sådan kan interaktive teknologier forbedre velvære

Oprettet den 27. maj 2014 - Af Andreas Antoni Lund

Apps og andre interaktive teknologier bør støtte velvære – ikke diktere det, siger professor.

Velfungerende sundhedsapps ligner måske umiddelbart ikke apps om sundhed. De behøver heller ikke at handle om for eksempel træning. Skal interaktive teknologier såsom apps hjælpe brugerne med at opnå højere velvære, skal de nemlig først og fremmest understøtte brugernes livsstil, mener engelsk professor.

- For eksempel kan de give dig besked om, hvad dit nuværende knoglemineral tæthed er, hvad niveauet er for en sund person på din alder og spørge dig, om du gerne vil høre om, hvad du kan gøre for at forbedre dit knoglemineral tæthed ud fra den nyeste viden, siger m. c. schraefel.

Hun er professor i Computer Science and Human Performance ved University of Southhampton i England og en af hovedtalerne ved den internationale arbejdsmiljøkonfernce Wellbeing At Work, som afholdes i København 26. til 28. maj.

- Med andre ord behøver designet af interaktive teknologier for sundhed ikke nødvendigvis se ud som, at det er særskilt tiltænkt sundhed, uddyber hun.

Skal understøtte brugers behov

Et af de områder, hvor interaktive teknologier kan støtte mennesker i at forbedre deres velvære, er ved at understøtte aktiviteter og tjenester, som folk outsourcer.

- Et eksempel er en person, som gerne vil tabe sig fem kilo, og som har en livsstil, der betyder, at vedkomne ofte spiser ude eller med andre ord lader andre stå for madtilberedningen, som for eksempel restauranter eller fastfoodsteder. Her vil et indgreb kunne være at hjælpe personen med at forbedre kvaliteten af den mad, personen spiser ude fremfor at tilskynde ham eller hende til at holde op med at gå ud at spise, forklarer m. c. schraefel.

Sammen med hendes kollegaer arbejder hun nu på at udvikle en designramme, som designere og forskere kan bruge til at udvikle interaktive teknologier, der kan støtte velvære.