Målrettet indsats reducererer kontoransattes daglige siddetid med mere end en time

Oprettet den 21. apr 2016 - Af Anne-Mette Holm

Opfordringer til både gående og stående møder, flittigere brug af kontorets hæve-sænkeborde og opmuntrende påmindelser på sms og e-mail havde god effekt i nyt forskningsprojekt.

71 minutter. Så langt tid lykkedes det at mindske den daglige siddetid på fire kontorarbejdspladser efter en måneds deltagelse i forskningsprojektet ’Take a Stand!’. Efter 3 måneder var siddetiden reduceret med 48 minutter. 

317 medarbejdere fra fire forskellige virksomheder deltog i alt i interventionen, der blev gennemført af Center for Interventionsforskning på Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet i samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. 

- Vi havde håbet på, at indsatsen kunne reducere siddetiden med op til en time, så vi er meget glade og tilfredse med resultatet, siger projektleder for interventionen, ph.d.-studerende Ida Høgstedt Danquah, Center for Interventionsforskning på Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

Vi sidder for meget ned

Stillesiddende adfærd øger risikoen for hjertekarsygdomme, type 2-diabetes, overvægt, flere kræftsygdomme og tidlig død, viser forskning. Voksne med kontorarbejde sidder ned mange timer dagligt, både på arbejdet og i fritiden. Undersøgelser viser, at det sammenlagt bliver til over 10 timer om dagen, og det er dermed den største del af de vågne timer, der tilbringes siddende. Derfor var formålet med projektet at reducere siddetiden på arbejdet. 

Projektet tog udgangspunkt i 4 budskaber:

  • Drop stolen – brug dit hæve-sænkebord aktivt i din hverdag
  • Variér din arbejdsdag – prøv at skifte stilling cirka hver halve time og tænk på, at den ’næste stilling er den bedste stilling’
  • Sæt gang i dit møde – møder – eller dele af møder – kan afholdes stående eller gående
  • Stå sammen – sæt fælles mål på arbejdspladsen. Det giver en øget fællesskabsfølelse, og I kan hjælpe hinanden med at opnå en sundere hverdag.

Lokale ambassadører

Deltagerne fik information om stillesiddende adfærd og sundhed. På alle de deltagende arbejdspladser blev der valgt ambassadører, der gik i front med interventionen og fulgte op løbende. Ledelsen blev inddraget fra start, og der blev lagt stor vægt på deres opbakning i forhold til at lykkes med indsatsen. 

Forskerne havde også fokus på fysiske ændringer på arbejdspladsen f.eks. faciliteter til stående møder, både formelle og uformelle. Der blev lavet ruter til afholdelse af gående møder, og arbejdspladserne fik plakater med indsatsens budskaber til at hænge op.

Små opmuntrende beskeder

Deltagerne satte individuelle mål og havde mulighed for at modtage e-mails og sms'er fra projektet med små påmindelser. Desuden fik hver deltager en post-it blok og et postkort til brug som reminder om at rejse sig op ved deres skrivebord.

- Deltagerne tog generelt rigtig godt imod indsatsen. De ville gerne gøre noget ved det. Det er jo indgroede vaner, der skal brydes, og derfor betød det meget, at det var en fælles indsats med gensidig opbakning – og at de var sammen om det, siger Ida Høgstedt Danquah.

Læs den videnskabelige artikel

Danquah IH, Kloster S, Holtermann A, Aadahl M, Baumann A, Ersbøll AK, Tolstrup JS: Take a Stand! – a multicomponent intervention aimed at reducing sitting time among office workers – a cluster randomized trial, International Journal of Epidemiology, 2016

Yderligere oplysninger

Professor Andreas Holtermann, NFA 
Projektleder, ph.d.-studerende Ida Høgstedt Danquah, Statens Institut for Folkesundhed, Tlf. 6550 7727 idah@si-folkesundhed.dk