Ny rapport giver overblik over psykosociale arbejdsmiljøindsatser

Oprettet den 24. apr 2017 - Af Hanna Sigga Madslund - Foto: Thomas Tolstrup

Mange arbejdspladser sætter indsatser i gang for at forbedre det psykosociale arbejdsmiljø, men det er typisk svært at forudsige, om de vil føre til de forventede ændringer eller ej. En ny rapport samler op på den eksisterende viden og peger på typer af indsatser og nødvendige forudsætninger, der øger chancen for positive virkninger.

Vil man forbedre det psykosociale arbejdsmiljø i en organisation, må man være forberedt på, at indsatsen er kompleks og afhænger af mange faktorer. Der ud over er det vigtigt at vide, hvordan man gennemfører indsatsen bedst muligt, hvis man vil øge chancen for succes.

For at samle op på den eksisterende viden har en gruppe forskere på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø systematisk gennemsøgt den videnskabelige litteratur for oversigtsartikler, de såkaldte reviews, der sammenfatter, hvad andre forskere har fundet om emnet. De har dermed set på den eksisterende viden fra et helikopterperspektiv, og resultaterne præsenteres nu i en ny NFA-rapport.

Tendensen peger på tre typer indsatser

Resultatet af afsøgningen af litteraturen var 31 oversigtsartikler (se faktaboksen). Ved at gennemgå resultaterne af de 31 oversigtartikler, som hver især byggede på sammenfatning af resultater fra mellem et og 138 enkeltstudier pr. oversigtsartikel, i alt 595 studier, nåede forskerne frem til nogle overordnede konklusioner. 

Samlet set konkluderer forskerne i rapporten, at der er en tendens til, at tre typer af indsatser giver positive effekter på enten arbejdsmiljø, helbred og/eller tilknytningen til arbejdsmarkedet. De tre typer er:

  1. Indsatser som fokuserer på mere fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden, herunder især indflydelse på egen arbejdstid.
  2. Indsatser som generelt øger medarbejdernes indflydelse på eget arbejde, fx medarbejdergrupper, som selv udvikler forslag til forbedring af arbejdsmiljøet.
  3. Indsatser som introducerer nyuddannede til deres nye arbejdsplads. 

Viden om at gennemføre indsatser er også opsamlet

I rapporten har forskerne også opsamlet og præsenteret viden fra oversigtsartiklerne om, hvad man skal være opmærksom på, når man planlægger og gennemfører organisationsrettede indsatser, som har til formål at forbedre det psykosociale arbejdsmiljø.

Konklusionen er, at rammer, behov og motiver for indsatsen ser ud til at spille en stor rolle for, om indsatsen lykkes. Nogle oversigtsartikler viser for eksempel, at positive effekter er afhængige af, hvilke motiver, der ligger bag indsatsen. Det vil sige, at det er afgørende, at indsatsen bliver sat i gang for at forbedre medarbejdernes arbejdsmiljø og helbred, og ikke udelukkende ud fra virksomhedens snævre økonomiske interesser.

Ingen garanti for positive effekter

Virkningen af en indsats er desuden afhængig af, hvordan den bliver gennemført. Det vil sige, at selvom en intervention har vist positive effekter i en virksomhed, er der ingen garanti for, at indsatsen også fører til positive effekter i en anden virksomhed: 

-Nogle indsatser lykkes, kan vi se, mens andre mislykkes, fordi processen kan være vanskelig, og fordi der er mange faktorer, som skal falde på plads, hvoraf kun nogle kan kontrolleres og påvirkes. En grundig problemanalyse, som inddrager medarbejdernes viden, og en realistisk forventningsafstemning giver dog typisk bedre forudsætninger for et succesrigt forløb, siger seniorforsker Birgit Aust, som er en af forskerne bag rapporten. 

Læs den nye NFA-rapport

Birgit Aust, Louise Meinertz Jakobsen, Sofie Østergaard Jaspers, Astrid Jørgensen, Mads Nordentoft, Andreas Brøgger Jensen. Psykosociale arbejdsmiljøinterventioner – hvad virker? En systematisk gennemgang af forskning i interventioner rettet mod det psykosociale arbejdsmiljø samt en oversigt over viden om implementering af arbejdspladsinterventioner. NFA-rapport, 2017.

Fakta om litteratursøgningen

Forskningsgruppen har screenet mere end 16.000 videnskabelige publikationer. Heraf har de udvalgt 31 systematiske oversigtsartikler (reviews). De 31 oversigtsartikler omfattede 595 studier af organisationsrettede indsatser, og den enkelte oversigtsartikel omfattede mellem 1 og 138 enkeltstudier.

Få mere viden

NFA-rapporten Psykosociale arbejdsmiljøinterventioner – hvad virker? er en del af et større udrednings- og formidlingsprojekt, hvor forskere på NFA har opsamlet og formidlet den eksisterende viden indenfor det psykosociale arbejdsmiljø. Projektet omfatter i alt tre delprojekter, hvor den nye rapport er den sidste i rækken og de to andre delprojekter er: 

  1. Ni videoforedrag om psykosocialt arbejdsmiljø.
  2. En NFA-rapport, der sammenfatter de vigtigste resultater fra et internationalt samarbejdsprojekt, IPD-Work-projektet og henvisning til IPD-Work-rapporten.

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Birgit Aust, NFA.