NFA vil udvikle et instrument, der kan måle forskningens anvendelse

Oprettet den 26. okt 2020

I hvor høj grad bevæger NFA’s forskningsviden sig ud i samfundet og skaber forbedringer? Det skal et nyt instrument, som NFA er ved at udvikle, kunne dokumentere og måle.

Forskning skal være relevant både for den lille tømrervirksomhed og de store politiske processer på Christiansborg, mener direktør for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Steffen Bohni. Derfor vil forskningsinstitutionen udvikle et måleinstrument, der skal bidrage til at sætte kursen og vise, om forskningscentret lykkes med at producere anvendt forskning.

- Som forskningsinstitution har man en forpligtelse til at frembringe viden, der kan bruges, så man kan træffe beslutninger på så sikkert et grundlag som muligt, siger han.

Forskning skal skabe værdi

Det er en generel udfordring for forskningsinstitutioner at dokumentere, at deres viden bliver anvendt, og hvilken gennemslagskraft den får.

– Hvis vi kigger på det internationalt, er der ikke nogen, som for alvor har knækket koden med at udvikle et redskab, som med stor sikkerhed måler: ’Lykkes vi med at skabe forskning der anvendes?’ – det, man kalder samfundsmæssig impact, siger Steffen Bohni.

Men det har NFA sat sig for at gøre. Det skal dog ikke kun være måling for målingens skyld.

– Det væsentlige er selvfølgelig, at forskningen bliver anvendt, og ikke at vi kan måle og dokumentere i sig selv. Men hvis vi skal have en berettigelse, så skal vi ikke bare bedrive forskning, men vi skal kunne vise, at vores forskning kan anvendes, og at vi flytter nålen og skaber værdi for det samfund, som i sidste ende finansierer os, siger han.

Spørgeskema skal give viden om anvendelse

Instrumentet, som NFA baserer sig på, er et spørgeskema, der kan kortlægge, hvordan forskningsviden fra NFA bliver anvendt.

- Vi håber, at mange af vores interessenter og samarbejdspartnere vil udfylde spørgeskemaet, som vi sender ud i disse dage. Det skal hjælpe os med at blive klogere på, hvordan vores mange forskellige målgrupper finder, omsætter og bruger vores viden. Vi undersøger også, hvordan viden vandrer eksempelvis via arbejdsmiljørådgivere og konsulenter videre ud til arbejdspladserne, siger chefkonsulent Ole H. Sørensen, der er projektleder for udviklingen af det nye måleinstrument.

Forhåbningen er, at instrumentet bliver et kompas, som NFA fremover kan sætte kursen efter og blive endnu skarpere til at udvikle, formidle og udveksle viden og derigennem øge vidensbrobyggernes og arbejdspladsernes viden om og brug af evidensbaseret arbejdsmiljøviden.

Deltag i undersøgelsen her

Bemærk, at vi udsender spørgeskemaet via flere forskellige kanaler for at få flest mulige svar. Derfor kan du også have modtaget det på anden vis.

Sideløbende med denne undersøgelse er NFA i gang med at få lavet en international evaluering af eksterne evaluatorer. I den forbindelse er der også blevet udsendt et spørgeskema men med et andet formål. 

Yderligere oplysninger

Ole H. Sørensen, chefkonsulent NFA