Styrket samarbejde om forskning i reproduktion
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 29. jun 2020
- Foto: GettyImages
Københavns Arbejds- og Miljømedicinske Forskningscenter for Reproduktion (AMoRe) er et nyt partnerskab, som NFA er med i. Formålet med partnerskabet er at styrke samarbejdet mellem forskere og organisationer med interesse for reproduktion, miljø og arbejdsmiljø.
Reproduktionsforskere fra NFA, Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital og Institut for Folkesundhedsvidenskab er gået sammen i Københavns Arbejds- og Miljømedicinske Forskningscenter for Reproduktion (AMoRe).
De ønsker bl.a. at styrke forskningen om arbejdsmiljøets betydning for reproduktionen gennem udveksling af viden, fælles projekter og en fælles stemme til at gøre opmærksom på dette vigtige område.
- Vi forventer, at et tættere samarbejde og øget deling af viden og metoder vil kunne øge vores succes med at søge midler og dermed styrke forskningen og potentialet for at forebygge, forklarer seniorforsker Karin Sørig Hougaard.
Hun forsker i reproduktion ved NFA og er en af initiativtagerne til det nye forskningscenter.
En kæmpe opgave
Forskning i samspillet mellem arbejdsmiljø og reproduktion er et lille og fragmenteret forskningsområde både i Danmark og globalt og har kun ca. 50 år på bagen. Det er dermed også et relativt nyt interessefelt for forskning og myndigheder.
Selvom forskningen allerede har givet resultater, er der stadig mange udfordringer.
- Der er et utal af kemiske stoffer og kombinationer af dem, og der kommer hele tiden nye til. Det er en kæmpe opgave at teste dem tilstrækkeligt godt til at kunne dokumentere en eventuel effekt. I de senere år er man desuden blevet opmærksom på en række potentielle langtidseffekter af eksponeringer i graviditeten, forklarer Karin Sørig Hougaard.
Derudover er en række ikke-kemiske påvirkninger i arbejdsmiljøet mistænkt for at kunne påvirke graviditetens forløb og fostrets udvikling. Det gælder fx natarbejde, stress, tunge løft og støj.
Resultater bekræfter
Undersøgelser, som NFA har gennemført og deltaget i, bekræfter, at meget forskellige faktorer i arbejdsmiljøet har betydning både for vores fertilitet, forløbet af en graviditet og den gravides muligheder for at passe sit arbejde.
- Vi kan se, at nogle faktorer i arbejdsmiljøet har betydning for vores reproduktion på forskellig måde, men vi kender ikke de underliggende virkningsmekanismer og årsagssammenhænge. Vi har så at sige kradset lidt i overfladen og kan se en lille smule af det billede, der gemmer sig nedenunder, siger Karin Sørig Hougaard.
Nogle undersøgelser har identificeret risikofaktorer og resulteret i anbefalinger. Andre har været væsentlige, fordi de indikerer, at risikoen ikke var så stor som frygtet. Men generelt er det et område, der godt kunne være mere opmærksomhed om.
- Vores arbejdsmiljø har også betydning for vores fertilitet og graviditet og fortjener samme opmærksomhed som den opmærksomhed, der er på det uden for arbejdsmiljøet.
Nedslag i NFA’s forskning i reproduktion
I temanyhedsbrevet om reproduktion kan man læse om nogle af de undersøgelser af sammenhængen mellem arbejdsmiljø og reproduktion, som NFA har gennemført eller medvirket til i de seneste år.
Her er bl.a. henvisning til en nyhed med omtale af resultater, der viser, at flere samtidige påvirkninger på arbejdet øger gravides risiko for fravær fra arbejdet og til resultaterne fra en ny artikel, som viser, at afkommet fra hunmus, der indåndede kulstofnanopartikler under drægtigheden, havde uforandret sædkvalitet fire generationer frem.
Derudover viser flere undersøgelser, at tilrettelæggelse af især skiftearbejde og natarbejde har betydning for risikoen for ulykker og for komplikationer under graviditet. Det kan man læse mere om i NFA’s temanyhedsbrev om skiftearbejde, ulykker og helbred.
Reviews, der bekræfter mangel på viden
Den begrænsede viden om samspillet mellem arbejdsmiljøet og reproduktionen blev fremhævet i Arbejdstilsynets faglige grundlag for prioriteringen af arbejdsmiljøindsatsen ’Fremtidens arbejdsmiljø 2020’ fra 2010.
Det bliver også bekræftet i flere litteratursammenfatninger (såkaldte reviews) af den eksisterende viden om sammenhængen mellem påvirkninger i arbejdsmiljøet og reproduktion, som er offentliggjort i den videnskabelige litteratur inden for de seneste år:
Helt overordnet konkluderer rapporterne, at mange kemikalier og partikler, der også kan forekomme i arbejdsmiljøet, ikke er undersøgt for eventuelle skadelige effekter på fertilitet, graviditet og fosterudvikling. Selv ikke kemikalier, der produceres i meget store mængder (over 1.000 tons/år pr. virksomhed eller importør) undersøges fx for, om udsættelse i graviditeten kan øge risikoen for, at børn udvikler allergi eller bliver demente senere i livet. Derfor er det vanskeligt at vide, hvilke kemikalier, der kan have negative effekter på reproduktiv sundhed hos arbejdstagere og deres børn.
Læs temanyhedsbrev
Læs eventuelt NFA's temanyhedsbrev om arbejdsmiljø og reproduktion, som blev udsendt 29. juni 2020.
Yderligere oplysninger
Seniorforsker Karin Sørig Hougaard, NFA