Et godt psykosocialt arbejdsmiljø gør arbejdet mindre fysisk krævende

Oprettet den 10. mar 2021

Støtte fra kolleger og indflydelse på eget arbejde har en positiv effekt på, hvor fysisk anstrengende sosuassistenter og sygeplejersker opfatter deres arbejde, viser ny forskning fra NFA.

Der er en direkte sammenhæng mellem de fysiske krav, som arbejdet stiller til medarbejderne og deres opfattelse af fysisk anstrengelse – jo højere fysiske krav jo mere fysisk anstrengende opfatter de deres arbejde. Men hvordan påvirker det psykosociale arbejdsmiljø dette forhold? Det har forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) undersøgt i samarbejde med svenske forskere.

Resultaterne tyder på, at et godt psykosocialt arbejdsmiljø har en positiv afsmittende effekt for medarbejderne, vurderer forsker Matthew Stevens fra NFA og uddyber:

- Resultaterne fra vores undersøgelse viser, at sosuassistenter og sygeplejersker i ældreplejen, som synes de har et godt psykosocialt arbejdsmiljø med god støtte fra kollegerne og indflydelse på deres arbejde, opfatter deres arbejde som mindre fysisk anstrengende, end kolleger med et dårligere psykosocialt arbejdsmiljø. Det tyder altså på, at et godt psykosocialt arbejdsmiljø fungerer som en buffer for, hvordan plejepersonale med høje fysiske krav i arbejdet opfatter fysisk anstrengelse.

Studiet understreger vigtigheden af at have et godt psykosocialt arbejdsmiljø, og at det er nødvendigt både at forholde sig til det fysiske og det psykosociale arbejdsmiljø i arbejdet med at fastholde eller forbedre arbejdsmiljøet, vurderer Matthew Stevens.

Bevægelsesmålere og spørgeskema

399 kvindelige sosuassistenter og sygeplejersker fra ældreplejen deltog i studiet. Plejepersonalet bar bevægelsesmålere (accelerometre) i 4 dage og førte dagbog over, hvornår de var på arbejde, havde fri eller sov. På den måde kunne forskerne registrere personalets fysiske adfærd og se, hvor lang tid de sad ned, stod op eller var lidt, moderat eller meget fysisk aktive i løbet af en arbejdsdag.

Derudover besvarede plejepersonalet et spørgeskema med spørgsmål om deres psykosociale arbejdsmiljø, bl.a. om deres opfattelse af ledelsen, kollegial støtte, og om de oplevede at have indflydelse på egne arbejdsopgaver. Plejepersonalet skulle også svare på, hvor fysisk anstrengende de syntes, at deres arbejde var, på en skala fra 0 til 10.

Baggrund for projektet

Ældreplejen er et fagområde, som stiller høje fysiske og psykosociale krav til de medarbejdere, som udfører plejearbejde. Tidligere undersøgelser bl.a. fra NFA viser, at det øger risikoen for smerter i muskler og led (MSB), langtidssygefravær og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, og at det påvirkes af arbejdstagerens egen opfattelse af fysisk anstrengelse.

Opfattelsen af fysisk anstrengelse i arbejdet er desuden højere blandt plejepersonale i ældreplejen sammenlignet med mange andre fysiske jobs. Således kan en bedre forståelse for, hvilke faktorer der påvirker opfattelsen af fysisk anstrengelse i arbejdet, bidrage til at udvikle løsninger, som kan forebygge MSB og sygefravær mm. i fysisk krævende jobs.

Studiet er gennemført i samarbejde med forskere fra Centrum för belastnings¬skade-forskning (CBF), Högskolan i Gävle, Sverige og med støtte fra det svenske forsikringsselskab, Afa Försäkring,

Læs den videnskabelige artikel

Yderligere oplysninger

Post doc Matthew Leigh Stevens, NFA