grænseoverskridende adfærd illustration

Ny undersøgelse på vej: Grundig kortlægning af grænseoverskridende adfærd på arbejdspladsen

Oprettet den 23. nov 2021

Med en ny spørgeskemaundersøgelse vil NFA belyse forekomsten af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane på arbejdspladsen mere detaljeret end hidtil. Den nye undersøgelse skal lave en detaljeret kortlægning af grænseoverskridende adfærd i 38 forskellige brancher.

En sjofel bemærkning i frokoststuen eller en hånd det forkerte sted. Uønsket seksuel opmærksomhed og chikane på arbejdspladsen kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Derfor går forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed nu mere detaljeret til værks for at undersøge omfanget af problemet.

Indtil nu har mange undersøgt omfanget af problemet med et enkelt spørgsmål: Om man inden for de seneste 12 måneder har været udsat for seksuel chikane på sin arbejdsplads. Med det nye spørgeskema Uønsket Seksuel Opmærksomhed og Chikane spørges der ind til 21 forskellige former for adfærd, der kan betegnes som seksuelt chikanerende. Spørgeskemaet vil blive udsendt til knap 40.000 tilfældigt udvalgte personer i 38 brancher.

- Hvis man skal forbygge uønsket seksuel opmærksomhed og chikane, er det nødvendigt at kortlægge, hvad der faktisk sker for at få et fælles udgangspunkt for det forebyggende arbejde. Seksuel chikane er et komplekst begreb. Derfor går vi mere detaljeret til værks i denne undersøgelse, siger Ida E. H. Madsen, der er seniorforsker i NFA og leder af projektet.

Et sammenligningsredskab til virksomheder

I spørgeskemaet vil forskerne bl.a. spørge ind til forskellige typer af adfærd, herunder kønskrænkende adfærd, uønsket seksuel opmærksomhed og seksuel tvang. Undersøgelsen skal give arbejdspladser en indikator på, hvordan det står til blandt de ansatte, når det kommer til en grænseoverskridende arbejdskultur:

- Undersøgelsen vil gøre det muligt for arbejdspladser at sammenligne sig med andre virksomheder inden for samme branche. Desuden bliver det muligt at sammenligne sin arbejdsplads med landsgennemsnittet, forklarer Ida E. H. Madsen.

Forskellige typer adfærd ved uønsket seksuel opmærksomhed og chikane:

Kønskrænkende adfærd kan for eksempel indebære sjofle eller nedsættende kommentarer om kvinder eller mænd, eller at man bliver udelukket fra aktiviteter på grund af ens køn.

Uønsket seksuel opmærksomhed kan dreje sig om uønskede tilnærmelser eller berøringer.

Seksuel tvang kan være, at man afkræves seksuelle ’tjenester’ til gengæld for en belønning (fx ansættelse eller forfremmelse), eller at man udsættes for voldtægt.

Vil indsamle mere detaljeret viden

Et arbejdsmiljø præget af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane kan have negativ effekt på det psykosociale arbejdsmiljø. Både dansk og international forskning tyder på, at seksuel chikane hænger sammen med alvorlige konsekvenser.

- Forskning viser, at personer, der rapporterer, at de har været udsat for seksuel chikane har større risiko for at udvikle symptomer på depression, ligesom de også har større risiko for at langvarigt sygefravær og selvmord, siger Ida E. H. Madsen.

Derfor peger hun på vigtigheden af, at der kommer mere viden om grænseoverskridende adfærd på arbejdspladsen:

- Vi har manglet data omkring, hvor hyppigt de her former for adfærd forekommer på de danske arbejdspladser. Nu får vi en meget mere detaljeret kortlægning af fænomenet, hvor vi indfanger kompleksiteten ved uønsket seksuel opmærksomhed og chikane.

FAKTA OM UNDERSØGELSEN:

Data til undersøgelsen indsamles i løbet af december 2021 og januar 2022. Projektet forventes afsluttet med udgangen af 2022. Undersøgelsen er finansieret af puljemidler på Finansloven for 2021.

Kort om projektet: Med spørgeskemaundersøgelsen Uønsket Seksuel Opmærksomhed og Chikane foretager NFA en nuanceret tværsnits-kortlægning af omfanget af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane i den danske arbejdsstyrke. Målet er at opnå en bedre forståelse af problemets omfang og karakter, samt mere viden om hvor og hvilke typer af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane der forekommer mest hyppigt. Ligeledes kan undersøgelsen give et indblik i, hvordan og hvorvidt disse er blevet håndteret på arbejdspladserne.

Læs mere om undersøgelsen

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Ida E.H. Madsen, NFA