Temamøde om det biologiske arbejdsmiljø

Oprettet den 5. nov 2021

Forskere fra bl.a. NFA har undersøgt, hvordan det biologiske arbejdsmiljø er i en tid med øget genbrug, øget brug af bionedbrydelige materialer og energibesparelser. Hør om deres resultater på dette temamøde.

Klimaet er under forandring, og der er stigende fokus på, hvordan vi som samfund kan bidrage til at mindske vores påvirkning af det. For eksempel har EU vedtaget, at vi fremover skal sortere vores affald i flere fraktioner. Gartnerier genbruger dyrkningsmedier, og de anvender oftere bionedbrydelige materialer frem for plast. Derudover er de internationale anbefalinger til indeklima i museumsmagasiner ændret for at sikre en mere bæredygtig bevaring og et lavere CO2-aftryk.

Men hvordan påvirker disse ændringer væksten for de mange forskellige mikroorganismer som bakterier og svampe, der naturligt findes i arbejdsmiljøet? Og hvordan påvirker det så igen medarbejderne der på forskellig vis bliver udsat for mikroorganismer på jobbet? Renovationsarbejderen, social- og sundhedsassistenten eller –hjælperen, gartneren eller medarbejderen på et bioaffaldsanlæg? Det kan du høre mere om på dette temamøde, som NFA afholder online torsdag den 25. november 2021.

Mødet vil være opdelt i to sektioner, som har fokus på henholdsvis

  • Det biologiske arbejdsmiljø: Mikroorganismer i arbejdsmiljøet for skraldemænd samt medarbejdere på affaldsmodtagelsesanlæg og i gartnerier
  • Indeklima under forandring: Svampe på museumsmagasiner, antibiotikaresistente bakterier i plejeboliger, virus i indeklimaet, eksponering (udsættelse) for mikroorganismer i private boliger.

Alle er velkomne til at deltage

Temamødet henvender sig primært til fagfolk og andre, der har interesse for det biologiske arbejdsmiljø og indeklima. Andre er naturligvis også meget velkomne.

Program for temamødet

13.15 Velkomst

Seniorforsker Anne Mette Madsen, NFA, byder velkommen.

13.20 Det biologiske arbejdsmiljø

Hvordan måler vi eksponering i arbejdsmiljøet
Laborant Margit W. Frederiksen, NFA, giver en kort introduktion til, hvordan NFA måler eksponering for mikroorganismer i arbejdsmiljøet og indeklimaet.

Skraldemænds biologiske arbejdsmiljø
Seniorforsker Anne Mette Madsen har stået i spidsen for et europæisk litteraturstudie. Hun fortæller om, hvad studiet viser mht. eksponering og forhold der har betydning for eksponeringsniveau og helbred – fx klima, affaldssortering og teknisk udstyr.

Arbejdsmiljø på bioaffaldsanlæg
Post doc. Pil Uthaug Rasmussen, NFA, fortæller om sine første resultater fra et studie om det biologiske arbejdsmiljø på anlæg, der modtager bioaffald, og de næste skridt i projektet.

Tager skraldemanden mikroorganismer fra arbejdsmiljøet med sig via arbejdstøj?
Ph.d.-studerende Signe Agnete Møller, NFA, fortæller om resultaterne fra et studie, hvor vi har undersøgt, om mikroorganismer akkumuleres på skraldemænds arbejdstøj i løbet af en arbejdsdag, og om de igen frigives til luften.

Bionedbrydelige potter og genanvendelse af vækstmedier
Seniorforsker Anne Mette Madsen fortæller om et litteraturstudie, der har taget udgangspunkt i henvendelser fra leverandører til gartnerier om vækst af skimmelsvampe på vækstmedier og bionedbrydelige potter – herunder den mulige eksponering og helbredsmæssige effekter.

14.10 Pause med forfriskning

14.25 Indeklima under forandring

En undersøgelse af den totale eksponering – på arbejdsplads og i bolig
Seniorforsker Anne Mette Madsen og post doc. Pil Uthaug Rasmussen fortæller om et igangværende studie, hvor de undersøger de samme personers eksponering på deres arbejdsplads og i deres bolig, og om det ser ud til at påvirke deres helbred.

Virus i indeklimaet – et arbejdsmiljøproblem?
Seniorforsker Lars Andrup, NFA. har lavet et litteraturstudie om virus i arbejdsmiljøet. Coronatiden har bidraget med omfattende ny viden om, hvordan virus smitter og hvilke forebyggelsestiltag, der er mest effektive. Ventilation, god hygiejne og fokus på indeklima er centrale elementer i smitteforebyggelse.

Uventet svampevækst i museumsmagasiner
Konservator og ph.d.-studerende Camilla Jul Bastholm, Institut for Konservering Det Kongelige Akademi og NFA, fortæller om sine studier af svampevækst på kulturarv i museumsmagasiner, som er et tiltagende arbejdsmiljøproblem. Svampevæksten er opstået parallelt med klimaforandringerne og en revision af de internationale guidelines for bevaring af kulturarv, der skal sikre mere bæredygtig bevaring med et lavere CO2-aftryk.

Arbejde som social- og sundhedsassistent og – hjælper og eksponering for resistente bakterier
Post doc. Pil Uthaug Rasmussen fortæller om resultaterne fra et studie, hvor vi har undersøgt, om ansatte i plejeboliger udsættes for den antibiotikaresistent bakterie MRSA via luften eller ved kontakt med kontaminerede overflader. Studiet er lavet på plejehjem med borgere, som har MRSA.

15.25 Afrunding og farvel.

Tid, sted og tilmelding

  • Tid: Torsdag den 25. november 2021 kl. 13.15-15.30
  • Sted: Mødet afholdes online
  • Tilmelding: Tilmeld dig temamødet online her. Frist for tilmelding er tirsdag den 23. november 2021.

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Anne Mette Madsen, NFA