Arbejdsmiljøøkonomi konference

Arbejdsmiljø i kroner og ører: NFA afholder første konference om arbejdsmiljøøkonomi

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 21. dec 2022

Forskere fra hele verden var samlet, da NFA’s nye forskningsområde arbejdsmiljøøkonomi inviterede til konference. Målet er på længere sigt at skabe forskning, der tydeligt viser effekter af arbejdsmiljøindsatser på den økonomiske bundlinje.

”Forestil dig, at du er en beslutningstager eller administrerende direktør i en virksomhed. Når disse beslutningstagere anskuer arbejdsmiljø, så vil de begge uundgåeligt stille sig selv spørgsmålene: Hvad er problemet? Hvad er løsningen? Hvordan implementere vi det, og hvad er afkastet på vores investering i arbejdsmiljøet? Forestil dig, at vi som forskere kan levere svar på disse spørgsmål. At vi kan skabe et evidensbaseret grundlag for beslutningstagere.”

Sådan startede NFA’s direktør, Steffen Bohni, det allerførste seminar i arbejdsmiljøøkonomi, da det løb af stablen i Roskilde i forrige uge.

Formålet med forskning i arbejdsmiljøøkonomi er nemlig at udvikle økonomiske metoder og regneprincipper, som kan bidrage til at integrere økonomiske metoder og viden om økonomiske konsekvenser i fx arbejdsmiljøpolitik. For hvordan kan forskere på tværs af landegrænser bidrage til forbedringer i arbejdsmiljøet, som kan måles i kroner og øre?

Til seminaret deltog forskere fra Canada, Holland, USA, Sverige og Danmark.

- Vi fik diskuteret alt fra konkrete økonomiske analyser til økonomiske metoder, og vi fik et rigtig godt indblik i, hvor vores kollegaer er i forhold til forskning i arbejdsmiljøøkonomi, siger forsknings- og analysechef for arbejdsmiljøøkonomi, Joachim Lynggaard Boll og uddyber:

- Med seminaret ønsker vi at styrke vores samarbejde og vidensdeling med danske og internationale forskere. Det var også vigtigt, at vi fik taget hul på en diskussion om, hvad der er retningsvisende eksempler, når man laver økonomiske evalueringer af arbejdsmiljøindsatser, og i hvilken udstrækning det kan give mening at lave fælles metodiske retningslinjer.

Et nyt forskningsområde med stort potentiale

Arbejdsmiljøøkonomi er et nyt forskningsområde på NFA. Derfor er det ifølge Joachim Lynggaard Boll en milepæl, at hans team allerede står klar med et seminar:

- Vi har været igennem en stor udvikling på forholdsvis kort tid. Det er skelsættende, at vi er nået så langt, at vi allerede nu kan samle forskere fra hele verden til et seminar om arbejdsmiljøøkonomi, fortæller Joachim Lynggaard Boll.

Arbejdsmiljøøkonomi blev etableret på NFA i begyndelsen af 2022 i form af et arbejdsmiljøøkonomisk satsningsområde, som skal lave økonomiske forskning i arbejdsmiljø. Målet er at udvikle økonomiske metoder og regneprincipper og gennemføre konkrete økonomiske evalueringer, som kan bidrage til at integrere økonomiske metoder og viden om økonomiske konsekvenser i arbejdsmiljøforskningen og arbejdsmiljøpolitikken.

Forskerne har bl.a. undersøgt om det kan betale sig at investere pædagogers arbejdsmiljø. Det kan du læse mere om i denne artikel: Øget fokus på ergonomi kan give økonomisk gevinst på vuggestuer


NFA logo

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | 2100 København Ø. | T: 39 16 52 00 | F: 39 16 52 01 | M: nfa@nfa.dk | CVR: 15 41 37 00