Spring over hovedmenu

Øget fastholdelse og mindre sygefravær på sygehuse og bosteder: Ny rapport viser stort potentiale i lokale arbejdsmiljøindsatser

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 14-05-2024

Regionale arbejdspladser kan forbedre det psykosociale arbejdsmiljø, øge fastholdelsen og mindske sygefraværet, hvis de styrker afdelingers evne til at håndtere arbejdsmiljøet og gennemføre arbejdsmiljøindsatser.

Hvis du har været på en helt almindelig arbejdsplads, ved du sikkert, at det ikke altid er lige let at gennemføre ændringer i arbejdsmiljøet. Der kan være mange bump på vejen; hverdagen melder sig, samarbejdet slår knuder, eller medarbejdere føler sig overset. Så hvordan lykkes man bedst?

En ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), Københavns Universitet (KU) og Roskilde Universitet (RUC) stiller skarpt på, hvordan man kan få mere succes med indsatser, der skal styrke det psykosociale arbejdsmiljø i afdelinger på fx sygehuse, i psykiatrien og på bosteder. Et område med et stort potentiale, fortæller Thomas Clausen, der er førsteforfatter på rapporten og seniorforsker på NFA:

- Med den rette støtte og tilgang kan afdelinger på bl.a. sygehuse, bosteder og i psykiatrien komme rigtigt langt. Vores resultater peger på, at forbedringer i det psykosociale arbejdsmiljø har potentiale for at reducere sygefravær, øge fastholdelsen og understøtte den mentale sundhed blandt medarbejderne.

Forskel fra afdeling til afdeling

Rapporten fremhæver helt konkrete opmærksomhedspunkter, som afdelingerne med fordel kan have fokus på. Det handler blandt andet om at inddrage medarbejderne og være opmærksom på den unikke situation på arbejdspladsen:

- Det vigtigste for at lykkes med en arbejdsmiljøindsats er ofte at spørge hinanden: ”Hvilket problem er det lige præcis, vi står over for her? Hvad er den unikke kontekst? Og hvad skal vi helt konkret gøre for at forbedre det psykosociale arbejdsmiljø med det udgangspunkt, som vi har i vores afdeling?”, forklarer Thomas Clausen.

Undersøgelsen viser, at der er stor forskel på trivslen i afdelingerne rundt omkring på landets sygehuse, bosteder og andre regionale arbejdspladser.

- Vi ser generelt et godt arbejdsmiljø rundt omkring på de regionale arbejdspladser, men vi ser alligevel meget store forskelle afhængigt af hvilken afdeling, vi kigger ind i, fortæller Thomas Clausen.

Kompetencer i arbejdsmiljø er afgørende

Så hvorfor lykkes nogle afdelinger bedre med at styrke trivslen end andre? Ifølge rapporten kan variationen i trivslen hænge sammen med, hvor godt man lokalt i afdelingerne er rustet til at håndtere arbejdsmiljøudfordringer. Det har nemlig stor betydning for, hvor godt afdelingerne lykkes med at gennemføre arbejdsmiljøindsatser og i sidste ende, om man formår at styrke trivslen.

- Vi kan se, at gode arbejdsmiljøkompetencer er afgørende for arbejdsmiljøet ude i afdelingerne, fortæller Thomas Clausen, og fortsætter:

- Det kan måske lyde selvindlysende, men der ligger en vigtig pointe her. Vores undersøgelse peger nemlig på, at hvis man øger fokus på at styrke og opbygge arbejdsmiljøkompetencerne i afdelingerne, er der et stort potentiale for at skabe et godt psykosocialt arbejdsmiljø på mange flere regionale arbejdspladser.

Det er ifølge Thomas Clausen især afgørende, hvilke forudsætninger afdelingerne har, når der skal gennemføres arbejdsmiljøindsatser:

- Hvis vi kan give dem, der har ansvaret for den lokale arbejdsmiljøindsats, noget mere hjælp – og gerne hjælp til selvhjælp – så kan vi komme rigtigt langt.

Og så er det en indsats, der skal prioriteres af alle parter:

- For at man kan komme i mål med arbejdsmiljøindsatsen, er det vigtigt, at både ledere og medarbejdere byder ind og tager et medansvar, påpeger Thomas Clausen og afslutter:

- Men vores forskning viser også, at arbejdsmiljøarbejdet er en vigtig del af ledelsesopgaven. Det er derfor afgørende, at den nærmeste ledelse på arbejdspladsen er sig sit ansvar bevidst og er med til at skabe retning og fremdrift i indsatsen for at styrke det psykosociale arbejdsmiljø og medarbejdernes trivsel i arbejdet.

Temahæfter og guides til at styrke det psykosociale arbejdsmiljø

Regionale arbejdspladser kan hente støtte til opgaven med at styrke arbejdsmiljøet i fem temahæfter, der sætter fokus på relevant viden og metoder inden for emnerne: samarbejde, forandringer, arbejdsrelateret vold, nye medarbejdere og fastholdelse.

Find temahæfterne her og bliv klogere på, hvordan I konkret kan arbejde med forskellige tematikker inden for psykosocialt arbejdsmiljø.

Leder I efter vejledning til at lykkes med processen bag en arbejdsmiljøindsats? Find hjælp og gode råd til, hvordan man kan gennemføre en arbejdsmiljøindsats med denne procesguide.

Tre gode råd til arbejdspladsen

Det er vigtigt at gå lærende og systematisk til opgaven med at skabe et godt arbejdsmiljø:

  1. Inddrag medarbejderne, så de har indflydelse i alle faser af jeres arbejdsmiljøindsats.
  2. Tilpas forløbet til jeres situation, medarbejdere og kerneopgave.
  3. Fortæl, fortæl, fortæl… Relevant og tydelig kommunikation fra start til slut er afgørende.

Læs mere i denne procesguide.

Hvad er arbejdsmiljøkompetence?

Arbejdsmiljøkompetence drejer sig om en gruppes kompetence til aktivt at kunne handle i forhold til de problemer, der identificeres i det psykiske arbejdsmiljø.

Arbejdsmiljøkompetence er altså en samlet egenskab ved en gruppe og ikke en egenskab ved de enkelte individer.

Arbejdsmiljøkompetence er en dynamisk størrelse, der kan udvikles i grupper.

Man kan udvikle sin arbejdsmiljøkompetence ved at følge anbefalingerne i procesguiden og ved at gå systematisk og læringsorienteret til værks i sin arbejdsmiljøindsats.

Om studiet

Sådan gjorde forskerne

I forskningssamarbejdet ’Psykosocialt Arbejdsmiljø på Regionale Arbejdspladser’ (PARA) har forskere fra NFA, KU og RUC taget temperaturen på det psykosociale arbejdsmiljø på regionale arbejdspladser og udviklet guidelines til indsatser med en positiv effekt på arbejdsmiljøet.

Forskerne har anvendt spørgeskema- og registerdata om trivsel fra over 25.000 medarbejdere på Region Hovedstadens arbejdspladser. I samarbejde med 64 afdelinger spredt ud på 8 regionale arbejdspladser er der herefter udviklet og testet guidelines for arbejdsmiljøindsatser.

Styrker og begrænsninger

Det er en klar styrke ved projektet, at det baserer sig på såvel kvalitative som kvantitative data. De to datakilder supplerer hinanden godt og bidrager til en nuanceret analyse af dynamikker og virkemidler, der skal til for at styrke det psykosociale arbejdsmiljø på regionale arbejdspladser.

En begrænsning ved projektet kan være, at forskerne ikke har haft mulighed for at inddrage data fra arbejdspladser i alle fem danske regioner, hvilket indebærer, at undersøgelsens data ikke er repræsentative for alle regionale arbejdsplader. Det vurderes dog, at resultaterne fra undersøgelsen er relevante for de regionale arbejdsmarked bredt set.

Ekstern finansiering

Projektet er finansieret af Forhandlingsfællesskabet og Danske Regioner.

Kilde

Læs rapporten 'Psykosocialt Arbejdsmiljø på Regionale Arbejdspladser (PARA): Viden der virker', af Thomas Clausen m.fl..

Kontakt

Seniorforsker Thomas Clausen, NFA