Mere legitimt at tale om det tabuiserede

Nogle af interviewpersonerne oplevede, at det under coronakrisen i højere grad blev legitimt at tale om vanskelige og tabuisede temaer, som man inden coronakrisen ikke i samme omfang talte om offentligt. Det var især emner som mental sundhed, herunder fx ensomhed og isolation. For nogle interviewpersoner betød det, er de gjorde sig erfaringer med at tale om temaerne.

Ændret holdning til ensomhed og isolation

På grund af coronakrisens restriktioner stiftede de fleste nok bekendtskab med begrebet ”isolation”, og nogle af interviewpersonerne sagde, at de følte sig ensomme. De fortalte, at de derfor også blev mere opmærksomme på dem, der føler sig alene i hverdagen - også når der ikke er en pandemi. Det fik nogle til at ændre deres holdning til ensomhed og isolation, og en interviewperson fortalte følgende:

”Jeg håber, at vi har fået blik for og nogle redskaber til - eller metoder til - at være med den isolation og ensomhed, som er blevet så tydelig i den her krise, men som også er en del af hverdagen, når der ikke er corona. Vi har unge, som er ensomme og isolerede hos os. Også når der ikke er corona. Og det er vi blevet, tror jeg, meget mere opmærksomme på, fordi alle har kunne mærke isolation og ensomhed i coronakrisen. Så vi har fået en skærpet opmærksomhed på det. Måske har vi også nogle måder at håndtere det på eller arbejde med det på.” Leder

Flere af interviewpersonerne blev således opmærksomme på og fik større forståelse for, hvad det betød for trivslen at føles sig alene og være isoleret fra andre mennesker. På den måde blev coronakrisen for nogle en øjenåbner og en anledning til at sætte fokus på de mennesker i vores samfund, som til daglig slås med ensomhed og isolation.

Mere legitimt at tale om mental trivsel på arbejdspladsen Der var nogle af interviewpersonerne, som oplevede, at de og andre blev mere åbne over for at tale om mental trivsel med deres kolleger. Det blev mere socialt accepteret, at ens mentale tilstand var påvirket under krisen, og dermed blev det mere legitimt og trygt at tale om:

”Også det her med at tale om trivsel og få italesat, hvordan vi har det, at det behøver ikke kun være nu her, fordi der er den her krise, men at vi kan tage det med, og man kan sige: Nu har jeg det skidt, bare fordi, og det har jeg lyst til at dele med dig. Det håber jeg også, vi kan være mere åbne om, og det ikke er så tabubelagt, et eller andet sted.” Leder

Det var en vigtig erfaring for flere af interviewpersonerne. De håbede, at vi på samfundsplan med afsæt i coronakrisen blev bedre til at tale mere åbent om sygdom og mental sundhed. Mange oplevede krisen som den ”ultimative forstyrrelse”, hvor det, der ikke var tydeligt før coronakrisen, blev mere tydeligt, som fx trivselsproblemer:

”(…) sådan på et strukturelt plan så håber jeg – og det er jo også det jeg slår til lyd for; at den her krise, den skal gøre os klogere på den her sygdomsvirkelighed, mange befinder sig i. Psykisk lidende og så videre (…) Altså, man taler meget om disruption. Det hér er jo den ultimative disruption.” Medarbejder