Spring over hovedmenu

Formaliseret uformel ledelse

Flere af lederne fortalte, at de under coronakrisen var blevet mere opmærksomme på og i højere grad praktiserede at tjekke ind hos medarbejderen uden en særlig agenda. De fortalte, at medarbejderne under coronakrisens første måneder havde et øget behov for mere daglig og løbende dialog, samtidig med at lederne selv havde et øget behov for at tale med medarbejderne om deres opgaveløsning på distancen. Det fik nogle af lederne til at reflektere over, hvordan de kunne skabe en hjælpsom og interesseret dialog med medarbejderne, fremfor at der enten ikke var nogen dialog, eller at det blev en dialog om opgaveløsningen, som medarbejderen kunne opleve var kontrollerende:

”Det øgede fokus på lige at have en daglig dialog om, hvad er dine opgaver i dag, og hvordan er det gået, det kan man godt være tydeligere på, at det skal der være en glæde ved. For begge parter. At få en dialog om, hvad der opleves sammen. Altså interesser og kontrol, det er jo... Hvis du ikke interesserer dig for mig, så ignorerer du mig, og hvis du interesserer dig for mig, så kontrollerer du mig. Det er jo sådan en balance mellem de to ting. Og det er det at spørge, hvordan man løser opgaven, det skal have en hjælpende karakter, og ikke som kontrollerende. Det tror jeg godt, vi kan arbejde videre med”. Leder

En anden leder fortalte, at han havde fået øjnene op for, at uformel ledelse i form af en mere løs samtale om andet end arbejde også er vigtig. Under coronakrisen blev det tydeligere for ham, at en samtale uden nogen agenda eller to-do liste åbnede for andre samtaler og andre emner – herunder trivsel og hvordan det gik derhjemme:

”Altså helt klart sådan betydningen af det, jeg kalder uformel ledelse. Altså opkaldet på vej i bilen på vej hjem, eller når man lige har ungerne, og de lige sidder og laver noget i fem minutter, så lige lave et opkald. Og sådan den der, hvor der ikke er nogen agenda, ikke nogen to-do, men der er bare sådan et møde mellem, gud hvordan gik det for dig i dag, og hvordan gik det for mig, og jeg synes det er svært... Altså den uformelle ledelse er totalt overset”. Leder

Flere af lederne blev opmærksomme på værdien i at spørge ind til medarbejdernes trivsel. Krisen og den nye arbejdsform gjorde, at nogle i højere grad blev nødt til at spørge medarbejderne, hvordan de havde det. De oplevede, at både lederne og medarbejderne derved fik større viden om hinanden af mere privat karakter, og at denne udveksling styrkede deres faglige fællesskab:

”Ja, jeg har klart lært det der med at.. og det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil, men jeg glemmer tit, når vi er normalt på arbejde at spørge ind til, om folk har det godt og sådan. Fordi jeg er meget ovre i opgaverne og det faglige og sådan noget. Så jeg tror klart, det er blevet en mere naturlig ting for mig lige at spørge folk, hvordan de har det (..) Lige pludselig så ved jeg ting om medarbejdere, som jeg ikke vidste før, fx hvor de kommer fra, og hvor deres forældre bor og sådan nogle ting. Det er jo klart noget, som styrker vores faglige fællesskab og vores faglige relation til hinanden, at man også ser og lærer nogle andre sidder at kende på den måde.” Leder


 

Læs hvad andre medarbejdere har lært - og brug redskaberne til at skabe læring på din arbejdsplads.

Brug redskabet ”Hold fast!” til at gå i dybden med din egen læring fra arbejdslivet.

Brug redskaberne ”Fra Learning til Doing” og ”I læringens fodspor” til sammen på arbejdspladsen at trække læring ud fra coronakrisen, så I kan skabe endnu bedre trivsel og opgaveløsning.

Find redskaberne her:

Hold fast
Fra Learning til Doing
I læringens fodspor

Analysen tager afsæt i interview med 47 ledere, som havde erfaringer med at arbejde på distancen under coronakrisen. Interviewene er en del af forskningsprojektet MESA – Mental Sundhed og Arbejdsfællesskaber under coronakrisen.

Interviewpersonerne blev spurgt til deres trivsel og opgaveløsning under coronakrisen og blev desuden spurgt til deres læring, håb og erkendelser under krisen i forhold til eget liv, arbejdsliv og samfundet generelt.

Interviewene er gennemført i perioden fra d. 22 april 2020 til d. 4 juni 2020. 

Få mere viden om projektet her


 

coronatrivsel.dk udspringer af forskningsprojektet ”Mental Sundhed og Arbejdsfællesskaber under coronakrisen (MESA)", hvor 116 medarbejdere og ledere er blevet interviewet under coronakrisen.
Læs mere om projektet

Forskningsprojektet er støttet af Velliv Foreningen og gennemføres på og drives af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i et samarbejde med Aalborg Universitet.