Spring over hovedmenu

Det omsorgsfulde kollegafællesskab

Nogle medarbejdere fortalte, at de under coronakrisen fik øjnene op for betydningen af at være en del af et arbejdsfællesskab, der var med til at understøtte god trivsel. De oplevede, at de blev bedre til at spørge ind til deres kollegaers trivsel og sætte sig i hinandens sted, og at det havde en værdi:

”Og så skal jeg spørge meget mere ind til mine kolleger, når jeg møder dem. At det ikke bare bliver et hej. At man virkelig spørger ind. Hvor vigtigt det er at spørge ind til, om folk har det godt (…) den der følelse af at blive spurgt ind til, hvordan man har det. Den vil jeg prøve at holde rigtig grundigt fat i (…). Følge op på, hvordan den og den har det, men faktisk få talt. Det er så vigtigt. Det vil jeg helt klart holde fast i”. Medarbejder

Enkelte medarbejdere fortalte, at de under coronakrisen godt kunne føle sig psykisk presset, bl.a. fordi de blev usikre over at møde ind under de særlige omstændigheder. At være sammen med kollegaer i en til tider vanskelig situation fik nogle af de interviewede medarbejdere til forsøge at være mere omsorgsfulde i deres måde at gå til kollegaerne på:

”Og så tror jeg, at jeg i hvert fald har lært eller trådt mere ind i en mor-rolle på en eller anden måde og vil sørge for, at folk har det godt. Selv om jeg ikke nødvendigvis kan sikre mig, at der ikke er nogen, der sidder og er helt tabt. Det er en rolle, jeg egentlig trives rimelig godt med lige i øjeblikket. Det er meget interessant.” Medarbejder

I det hele taget oplevede mange et kollegafællesskab, der havde fokus på at spørge ind til andres mentale trivsel. Coronakrisen blev således en anledning for nogle til at være mere opmærksomme på, hvordan kollegaerne havde det og tale om det. De håbede, at der også fremover ville være et større fokus på trivsel i kollegafællesskabet.


 

Læs hvad andre medarbejdere har lært - og brug redskaberne til at skabe læring på din arbejdsplads.

Brug redskabet ”Hold fast!” til at gå i dybden med din egen læring fra arbejdslivet.

Brug redskaberne ”Fra Learning til Doing” og ”I læringens fodspor” til sammen på arbejdspladsen at trække læring ud fra coronakrisen, så I kan skabe endnu bedre trivsel og opgaveløsning.

Find redskaberne her:

Hold fast
Fra Learning til Doing
I læringens fodspor

Analysen tager afsæt i interview med 23 medarbejdere, som havde erfaringer med at møde ind på arbejdet under coronakrisen. Interviewene er en del af forskningsprojektet MESA – Mental Sundhed og Arbejdsfællesskaber under coronakrisen.

Interviewpersonerne blev spurgt til deres trivsel og opgaveløsning under coronakrisen og blev desuden spurgt til deres læring, håb og erkendelser under krisen i forhold til eget liv, arbejdsliv og samfundet generelt.

Interviewene er gennemført i perioden fra d. 22 april 2020 til d. 4 juni 2020.

Få mere viden om projektet her


 

coronatrivsel.dk udspringer af forskningsprojektet ”Mental Sundhed og Arbejdsfællesskaber under coronakrisen (MESA)", hvor 116 medarbejdere og ledere er blevet interviewet under coronakrisen.
Læs mere om projektet

Forskningsprojektet er støttet af Velliv Foreningen og gennemføres på og drives af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i et samarbejde med Aalborg Universitet.