Spring over hovedmenu

Mobning af kvinder ansat i ældreplejen øger risikoen for førtidspension

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 04-12-2023

12 pct. af de kvindelige medarbejdere i ældreplejen har oplevet mobning inden for det seneste år. Der er stor mangel på plejepersonalet, og mobningen kan betyde, at bl.a. SOSU’er ender med at stå uden for arbejdsmarkedet.

Det danske velfærdssystem har akut brug for kvalificeret plejepersonale. Derfor kan det potentielt være problematisk, at 12 pct. af kvindelige medarbejdere i ældreplejen har oplevet mobning inden for det seneste år.

Ny forskning fra NFA viser nemlig, at kvindelige medarbejdere i ældreplejen, der har oplevet mobning på arbejdspladsen, har ca. 1,5 gange forøget risiko for fx førtidspension og flexjob sammenlignet med øvrige kvindelige medarbejdere i ældreplejen.

- Mobning er farligt, fordi det kan påvirke ens selvbillede negativt og på den måde rokke ved de helt fundamentale ting som selvværd, troen på egne evner og kompetencer, siger Thomas Clausen, der er seniorforsker på NFA, og uddyber:

- Derfor er det afgørende at sikre, at medarbejderne på landets plejehjem har et godt arbejdsmiljø, og her kan indsatser over for mobning gøre en stor forskel.

En analyse fra Kommunernes Landsforening, at der kommer til at mangle 16.000 sundhedsassistenter og -hjælpere i 2030.

Intern mobning har større konsekvenser end ekstern

Undersøgelsen viser, at det især er kolleger, ledere og underordnede, der står bag mobningen i ældreplejen.

- Når mobningen finder sted internt, ser det ud til at have større konsekvenser for medarbejderne. Det kan skyldes, at der opleves en langt større intention om at såre, når det er nogen fra arbejdspladsen, der står bag. Kollegaer kender hinanden, så derfor kan det ramme hårdere end, hvis man fx oplever af blive mobbet af en dement borger. Samtidig kan det være sværere at bearbejde, fordi det kan føles ensomt og sårbart, og man måske ikke kan finde social støtte ved kollegaerne, siger seniorforsker Thomas Clausen.

Undersøgelsen underbygger tidligere forskning, der viser, at mobning på arbejdspladsen øger risikoen for depressive symptomer, langtidssygefravær og selvmord. Resultaterne understreger samtidig, at der er behov for at forebygge mobning på arbejdspladsen, og at forebyggelse kan bidrage til at fastholde medarbejdere i sundhedssektoren.

Læs mere om, hvordan man kan forebygge mobning på arbejdspladsen.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er lavet i samarbejde med Odense Universitet og Odense Universitetshospital i 2005 blandt 8.731 kvindelige medarbejdere i ældreplejen i Danmark, fx SOSU-assistenter, SOSU-hjælpere, sygeplejersker og terapeuter. Undersøgelsen, viser bl.a., at 12 pct. af kvinderne har oplevet mobning det seneste år. Oplysninger om arbejdsmarkedstilknytning er hentet fra et nationalt register (DREAM), der er blevet koblet med data fra spørgeskema. Medarbejderne er blevet fulgt i 11 år.

I undersøgelsen er der taget højde for alder og uddannelse samt en række faktorer i det psykosociale arbejdsmiljø som følelsesmæssige krav, rollekonflikter og ledelseskvalitet.

Læs den videnskabelige artikel

Acts of offensive behaviour and risk of disability pension in Danish female eldercare workers: prospective cohort with 11-year register follow-up

Yderligere oplysninger

Hvad er mobning?

Der er tale om mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid - eller gentagne gange på grov vis - udsætter en eller flere andre personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdi-gende. De krænkende handlinger bliver dog først til mobning, når de personer, som de rettes mod, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt imod dem.

Kilde: Arbejdstilsynet