Spring over hovedmenu
Genoptræning hos fysioterapeut

Hvad gør du, når du møder seksuel opmærksomhed på arbejdet?

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Hanna Sigga Madslund -

Ny guide til social- og sundhedsområdet åbner for tabuerne om borgernes seksuelle adfærd. Guiden skal hjælpe medarbejderne med at sætte grænser i forhold til borgerne og tage den vanskelige snak med kollegaer og pårørende.

Hvad gør man som sygeplejerske, når en patient altid kommenterer ens bryster? Gør det nogen forskel, at patienten er dement? Skal man sige noget til kollegerne? Eller hører det bare med til jobbet?

Omsorgsmedarbejdere er oftere udsat for seksuel opmærksomhed end andre faggrupper. Guiden ”Seksuel opmærksomhed fra borgere – guide til håndtering af udfordringer i arbejdsmiljøet” vil skabe opmærksomhed om den belastning, det kan være for den enkelte, og hjælpe arbejdspladsen til at tage hul på snakken. 

Ikke være op til den enkelte

Omsorgsmedarbejderne slår ofte problemet med seksuel opmærksomhed fra borgerne hen og holder det for sig selv. Mange af borgerne har en funktionsnedsættelse, og medarbejderne vil derfor nødigt bebrejde dem deres handlinger. Men ikke desto mindre kan det opleves ubehageligt og krænkende for den enkelte.

For at tage hul på snakken lægger guiden op til, at man på arbejdspladsen tager udgangspunkt i en række fiktive dilemmaer om mødet med borgerens seksualitet. Eksemplerne kan så bruges til at tale om konkrete oplevelser. 

Alt sammen med henblik på at få et overblik over omfanget af problemet på arbejdspladsen, udvikle et fælles sprog om problemerne, få lavet fælles retningslinjer og gøre det til et fælles ansvar:

-Det skal ikke være op til den enkelte at vurdere, hvor grænsen går, og hvordan han eller hun skal reagere. I stedet skal det behandles som ethvert andet arbejdsmiljøproblem, som arbejdspladsen skal tage ansvar for. Det skal holdes på et professionelt plan. På den måde påvirker det heller ikke medarbejderne så meget, hvis de ved, hvordan de skal håndtere en situation, siger projektchef Per Tybjerg Aldrich fra rådgivningsfirmaet NIRAS.

Det kan fx være, at et bosted vedtager, at man ikke krammer med beboerne, eller at man ikke går ind til en beboer, der ikke har tøj på.

Borgernes seksualitet kan ikke undgås

Et vigtigt element i arbejdet med seksuel opmærksomhed er at anerkende, at alle mennesker har en seksualitet. Så hvis man fx ikke længere vil kramme borgerne, må man opfylde deres behov for kropslig kontakt og intimitet på en anden måde. En måde, der ikke krænker medarbejderne.

-Man kan ikke undgå, at man møder borgernes seksualitet i omsorgsarbejdet. Hvad enten borgerne er udviklingshæmmede eller på plejehjem, så har de en seksualitet. Så formålet med guiden er først og fremmest at få skabt opmærksomhed om det og undgå, at det påvirker medarbejderne, siger Per Tybjerg Aldrich. 

Det finder du i guiden

Guiden består af forslag til øvelser, man kan lave på arbejdspladsen, dilemmakort til at starte en diskussion og konkrete eksempler på, hvordan fem arbejdspladser har løst deres problemer med uønsket seksuel opmærksomhed.

Metoder og redskaber i guiden er udviklet i et samarbejde mellem forskere, konsulenter og medarbejderne på følgende omsorgsarbejdspladser:

De har bidraget til guiden

  • Hulegården (botilbud for borgere med funktionsnedsættelse,herunder udviklingshæmmede) 
  • Them-Bryrup Hjemmepleje 
  • Tranehaven (center for forebyggelse og genoptræning) 
  • Funder Plejecenter 
  • Struer Handicap & Psykiatri

Guiden ”Seksuel opmærksomhed fra borgere – guide til håndtering af udfordringer i arbejdsmiljøet” er et resultat af forsknings- og udviklingsprojektet ”Seksuel chikane i omsorgsarbejdet”. Projektet gennemføres af COWI, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), Statens Institut for Folkesundhed (SIF) og NIRAS.

Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Læs guiden

Seksuel opmærksomhed fra borgere (pdf)


Yderligere oplysninger

Projektchef Per Tybjerg Aldrich, NIRAS pta@niras.dk eller 23 72 89 91 eller seniorforsker Ida EH Madsen, NFA.
 

Læs NFA's temanyhedsbrev om seksuel chikane på arbejdspladsen

Læs hele NFA's temanyhedsbrev om seksuel chikane på arbejdspladsen, udsendt den 22. februar 2018.