Spring over hovedmenu

Målinger af fysisk arbejdsbelastning bidrager til at forebygge smerter

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 28-12-2020

Hvilke arbejdsopgaver belaster murere og betonarbejdere mest, og hvilke tiltag kan forebygge, reducere og håndtere belastningerne. Det har forskning fra NFA undersøgt i en række projekter i de senere år.

Tekniske målinger kortlægger, hvilke opgaver der belaster mest

Fysiske belastninger er en særlig udfordring i bygge-anlægsbranchen, og flere medarbejdere og ledere efterspørger konkret og brugbar viden om, hvor belastende de forskellige arbejdsopgaver er. Forskere fra NFA har derfor ved hjælp af tekniske målinger undersøgt, hvilke opgaver der belaster mest blandt murere og betonarbejdere og, hvilken betydning forskellige måder at organisere arbejdet har for den fysiske belastning.

Forskerne lavede en række målinger i løbet af en arbejdsdag på en gruppe murere og betonarbejdere af henholdsvis muskelbelastning, bevægelser af kroppen og hjerterytme. Deltagerne fik påmonteret små elektroniske måleapparater og et lille videokamera direkte på kroppen til at måle bevægelserne. Efterfølgende blev de inviteret til et workshopforløb, hvor de blev inddraget i at finde løsninger, der kunne mindske den fysiske belastning under deres eget arbejde.

- Projektet var en øjenåbner, fordi vi fik dokumenteret og sat tal på, hvilke arbejdsopgaver der er er særligt fysisk anstrengende, fortæller forsker på NFA Mikkel Brandt Petersen, der har været projektleder for forskningsprojektet ’Deltagerinvolverende intervention mod fysiske risikofaktorer for muskel- og skeletbesvær i bygge- og anlægsbranchen’.

Læs den videnskabelige artikel

Omsætning af viden til konkrete forbedringer

I projektet undersøgte forskerne efterfølgende, hvordan viden om fysisk belastning kunne omsættes til konkrete forbedringer på arbejdspladsen.

Selvom man har pålidelige målinger og viden om, hvilke arbejdsopgaver der er mest belastende, kan det stadig være svært at omsætte det til faktiske ændringer i bygge- og anlægsbranchen. En branche der er karakteriseret ved hyppigt skiftende arbejdssteder og opgaver, fortæller Mikkel Brandt Petersen.

- Vi ville gerne undersøge, om ergonomiske indsatser, der involverer deltagerne, her murere og betonarbejdere, kunne nedsætte antallet af situationer med uhensigtsmæssig høj arbejdsbelastning under en arbejdsdag i bygge- og anlægsbranchen.

Murerne og betonarbejderne deltog derfor i tre workshops over tre måneder, hvor de kunne komme med forslag til løsninger, der kunne mindske den fysiske belastning.

- Det er fuldstændig afgørende, når vi skal omsætte vores forskningsresultater – fx fysiologiske målinger, videooptagelser eller praksisanalyser – at de målgrupper, der skal have glæde af forskningen, selv er med til at udvikle og implementere løsningerne. Det handler om at koble den forskningsmæssige viden med erfaring fra praksis, siger seniorforsker Jeppe ZN Ajslev fra NFA, som var en af forskerne bag projektet.

Overordnet førte indsatsen dog ikke til målbart færre situationer med fysisk belastning. Men en efterfølgende måling viste, at de deltagende medarbejdere følte sig mindre trætte efter en arbejdsdag og oplevede øget indflydelse på eget arbejde.

Elektrisk stenklipper afhjælper en fysisk belastende opgave

På et område førte forskningsprojektet dog til en konkret forbedring af en arbejdsgang. Stenklipning var en af de opgaver, som de tekniske målinger viste var særligt belastende for murere.

Efter forskningsprojektet var afsluttet blev der på baggrund af viden fra forskningsprojektet om den fysiske belastning og input og ideer fra murerne udviklet en elektrisk stenklipper. En elektrisk stenklipper klipper en mursten over blot med et enkelt tryk på en knap i modsætning til en manuel stenklipper, hvor medarbejderen selv skal levere den fysiske kraft til at skære stenen over.

Forskernes dokumentation af den særligt belastende arbejdsopgave var med til at sætte skub i udviklingen af det nye hjælpemiddel, der potentielt kan være med til at løse problemet ude på byggepladserne.

Læs nyheden 'Elektrisk stenklipper kan afhjælpe fysisk belastende arbejde for tusindvis af murere'

Udfordrende at lave medarbejderinddragelse i bygge- og anlægsbranchen

Forskningen viste også, at det i sig selv kan være en udfordring at inddrage medarbejderne i at lave arbejdsmiljøforbedringer i bygge- og anlægsbranchen.

- Metoder, der inddrager medarbejderne, bliver ofte set som en god måde at arbejde med arbejdsmiljø i bygge- og anlægsbranchen. Men vi kan se, at hvorvidt, det lykkes at skabe forbedringer, er tæt forbundet med de sociale spil, der foregår i medarbejdergruppen og mellem ledere og medarbejdere, fortæller Jeppe Ajslev, seniorforsker fra NFA, der står bag studiet.

For at undersøge, hvad der er på spil, filmede forskerne en række workshops på en byggeplads og analyserede, hvordan samtalerne fandt sted og, hvad der kom ud af dem.

- Vi kunne se at mange af de gode forslag, der kom fra medarbejderne eksempelvis om tiltag, der kan kunne forbedre arbejdsmiljøet, stødte på grund og ikke blev til noget. Eksempelvis fordi medarbejdernes faglige argumenter hurtigt blev trumfet af argumenter om manglende ressourcer, fortæller Jeppe Ajslev, seniorforsker fra NFA, der står bag studiet.

Derfor er der behov for at have mere fokus på, hvad gode faciliterings- og arbejdsmiljøprocesser indebærer, hvis man vil have bedre resultater med medarbejderinddragelsesprocesser, mener Jeppe Ajslev.

Læs den videnskabelige artikel

Yderligere oplysninger

Seniorforsker, Jeppe Zielinski Nguyen Ajslev, NFAForsker, Mikkel Brandt Petersen, NFA

Læs hele temanyhedsbrevet om nyere forskning om arbejdsmiljø i bygge- og anlægsbranchen