Spring over hovedmenu

Faktorer i det psykosociale arbejdsmiljø kan forstyrre din nattesøvn

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 30-06-2015

Høje krav i arbejdet eller god social støtte fra kolleger? Det psykosociale arbejdsmiljø kan være afgørende for om du sover godt eller dårligt. Det viser en ny rapport, som kortlægger den eksisterende viden om søvn og sundhed.

Søvn er afgørende for helbredet. Sover man dårligt over en længere periode, er det ikke kun ens velvære, hukommelse og reaktionsevne, det kan gå ud over. Man risikerer også at blive overvægtig, få stress, diabetes 2 og hjertekarsygdomme. Det fremgår af en ny rapport om vores søvn og sundhed udgivet af Vidensråd for Forebyggelse.

I rapporten fremlægger en række af landets førende forskere indenfor området, blandt andet professor Anne Helene Garde fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø den videnskabelige dokumentation om emnet og giver en samlet vurdering af, hvad det betyder for helbredet at sove dårligt igennem længere tid. 

Arbejdsmiljøet kan medvirke til dårlig søvn

Familie- og arbejdsmæssig stress, skiftearbejde, kost, fysisk aktivitet er blandt de mange forskellige faktorer i både privat- og arbejdslivet, som påvirker søvnen. 

-Psykosociale faktorer i arbejdet, som høje krav i arbejdet er forbundet med en større risiko for søvnproblemer, forklarer professor Anne Helene Garde fra NFA. Høje krav i arbejdet kan ifølge rapporten være højt tempo eller høje krav om opmærksomhed fra klienter. Anne Helene Garde fortæller, at flere faktorer i det psykosociale arbejdsmiljø er associeret med søvnen, men at der i generelt mangler undersøgelser, der kan dokumentere, om disse faktorer er den direkte årsag til søvnproblemerne. 

Arbejdsmiljøet kan være godt for søvnen

Omvendt er der også faktorer i det psykosociale arbejdsmiljø som ser ud til at være godt for søvnen, siger professor Anne Helene Garde.

-En del undersøgelser viser, at personer, der oplever god social støtte i arbejdet, har lavere risiko for at få søvnproblemer. Desuden viser en del andre undersøgelser, at personer med høj kontrol i arbejdet har mindre risiko for søvnproblemer, slutter Anne Helene Garde

Find rapporten på Vidensråd for Forebyggelses hjemmeside

Jennum P. m.fl. Søvn og sundhed. Vidensråd for forebyggelse. 2015.

Læs og hør mere på  videnskab.dk

Læs artiklen 'Søvnforskere: Psykologisk behandling er bedre end sovemedicin' og stil spørgsmål til søvnforskerne i en livechat onsdag den 1. juli klokken 13.00 til 14.00.

Yderligere oplysninger

Dårlig søvnkvalitet - hvad er det? 

Dårlig søvnkvalitet omfatter ifølge rapporten blandt andet vanskelighed med at falde i søvn, oplevelsen af mangel på sammenhængende søvn og for tidlig opvågning trods tilstrækkelig mulighed for at sove.


Vidensråd for Forebyggelse peger på 8 livsstilsråd til en bedre søvn:

  • Undgå koffein før sengetid.
  • Undgå alkohol før sengetid.
  • Undgå store mænger energi- og fedtrig kost før sengetid.
  • Sørg for at være fysisk aktiv i løbet af dagen.
  • Sørg for, at dit soveværelse er veltempereret (18-21 grader)
  • Undgå støj over 30 decibel i soveværelset (fx ligger almindelige tale på ca. 60 decibel)
  • Undgå skærme eller dæmp skærmlyset fra før sengetid.
  • Sørg for, at dit soveværelse er mørkt.