Anerkendelse, indflydelse og muligheden for udvikling kan få seniorer til at arbejde efter folkepensionsalderen

Oprettet den 3. feb 2022

Ny forskning peger på, at både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø er afgørende for, at seniorer bliver på arbejdsmarkedet efter folkepensionsalderen.

Hvad kan få dig til at blive ved med at arbejde efter folkepensionsalderen?

Det spørgsmål er udgangspunktet i et forskningsprojekt, der har undersøgt betydningen af det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, for at seniorer bliver på arbejdsmarkedet til en høj alder.

I dag fortsætter omkring hver fjerde seniorer med at arbejde efter folkepensionsalderen. Og både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø har haft betydning for deres valg.

Det viser en ny analyse udarbejdet af NFA og VIVE. NFA har i spørgeskemaundersøgelser i 2005, 2008, og 2010 spurgt til folks arbejdsmiljø. Siden har forskerne i registre kunnet se, hvornår folk holdt op med at arbejde.

Ved at følge ca. 3000 personer, som svarede på et spørgeskema om arbejdsmiljø, da de var i alderen 55 til 59 år, har det været muligt at undersøge, hvilke arbejdsmiljøforhold, der er vigtige for, at folk bliver ved med at arbejde både op til folkepensionsalderen og efter folkepensionsalderen.

Arbejdsmiljø som løsning på demografisk udfordring

- Folkepensionsalderen er stigende i de her år, så det er vigtigt at finde ud af, hvordan vi kan fremme det gode arbejdsliv, der giver folk lyst til at arbejde til en høj alder. I projektet her har vi kortlagt, hvad der skal til, hvis folk selv skal træffe valget om at arbejde til en høj alder, siger Lars L. Andersen, der er professor på NFA.

- Og det gode arbejdsmiljø spiller en kæmpe rolle. Det er vigtig viden for de arbejdspladser, der gerne vil holde på de erfarne medarbejdere, specielt set i lyset af manglen på arbejdskraft, siger han.

Rapporten viser, at fysisk hårdt arbejde nedsætter sandsynligheden for at arbejde efter folkepensionsalderen med 31 pct., mens et godt psykisk arbejdsmiljø øger sandsynligheden for at fortsætte arbejdet med 81 pct.

- Vi har i mange år vidst, at arbejdsmiljøet har stor betydning for, om folk forlader arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen. Men nu har vi undersøgt, om godt arbejdsmiljø også kan fastholde folk til efter deres pensionsalder, siger Sannie Vester Thorsen, seniorforsker på NFA. Hun uddyber:

- Resultaterne viser, at folk bliver længere, hvis de har mulighed for at lære nyt, hvis de har indflydelse på egne arbejdsopgaver, hvis de bliver anerkendt for deres indsats, hvis de får god information om deres arbejde, og hvis arbejdstempoet ikke er for højt.

Push/stay faktorer

Når man taler om fastholdelse af seniorer på arbejdsmarkedet, kan arbejdsmiljøet både være en ’push’-faktor og en ’stay’-faktor:

’Push’-faktorer

  • Fysisk betonet arbejde
  • Højt arbejdstempo
  • Manglende tid til ens opgaver

’Stay’-faktorer

  • Høj indflydelse
  • Udviklingsmuligheder
  • Anerkendelse

Ens for alle fag og brancher

Resultaterne tyder også på, at det psykiske arbejdsmiljø er vigtigt både for folk med fysisk arbejde og folk med stillesiddende arbejde.

- Man kunne måske have troet, at det fysiske arbejdsmiljø ville overskygge det psykiske arbejdsmiljø, hvis folk havde et fysisk arbejde, men det er der intet, der tyder på. Det psykiske arbejdsmiljø handler både om, hvordan man selv bliver påvirket af sit arbejde psykisk – om man f.eks. følger sig stresset, men det handler også om det fælles på arbejdspladsen og arbejdspladskulturen – om man f.eks. har en god relation til sin leder og sine kollegaer, og om man taler ordentligt til hinanden.

Derfor taler man ofte om det psykosociale arbejdsmiljø, og det er vigtigt for alle uanset deres fag eller jobbeskrivelse, siger Sannie Vester Thorsen.

Undersøgelsen viser desuden også, det psykiske arbejdsmiljø er lige vigtige for både ufaglærte, faglærte og dem med videregående uddannelse.

Rapport

Thorsen SV, Larsen M, Sundstrup E, Andersen LL (2021). Arbejdsmiljø og fastholdelse på arbejdsmarkedet til efter folkepensionsalder. Udgivet i samarbejde mellem Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Det Nationale Forsknings – og Analysecenter for Velfærd (VIVE)

Yderligere information

Analytiker Sannie Vester Thorsen

Professor Lars L. Andersen