Et vigtigt skridt på vejen væk fra dyreforsøg

Oprettet den 7. jun 2022

Hvordan påvirker kemiske stoffer vores lunger? I et laboratorium på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø forsker Jorid Birkelund Sørli i en metode til at teste lige præcis dette.

Jorid Birkelund Sørli

  • Seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
  • Har været på NFA siden 2012
  • Forsker i regulering af kemikalier og i et alternatib til dyreforsøg
  • Biolog fra Københavns Universitet i 2006 og har en ph.d. fra Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet fra 2010

For det blotte øje ligner den kunstige lunge mere en masse ledninger, nogle glaskolber, en plastboks og et kamera, men apparatet er avanceret og efterligner meget præcist vores vejrtrækning.

Med den kunstige lunge måler Jorid Birkelund Sørli, om et kemisk stof eller produkt er farligt at indånde og fører til akutte reaktioner som hoste og åndenød. Hun tester også, om den kunstige lunge kan forudsige giftigheden af produkter og kemikalier lige så godt som eller bedre, end hvis de bliver testet på forsøgsdyr. Som det er nu, bliver kemikalier nemlig i høj grad testet på mus og rotter.

Jorid Birkelund Sørli drømmer om at sammensætte det batteri af test, der gør, at man ikke længere behøver at teste på dyr. Et nemt, hurtigt og billigt alternativ til dyreforsøg vil nemlig betyde, at vi kan teste langt flere stoffer og produkter end i dag.

Hun håber derfor, at hendes forskning kan bidrage til at finde en alternativ metode til dyreforsøg, så flere stoffer på sigt kan blive testet:

– Hvis vi vidste mere om, hvilke stoffer der gør os syge, kunne vi undgå de stoffer og dermed få et mere sikkert kemisk arbejdsmiljø. I virkeligheden er den største udfordring i forhold til at forebygge, at farlige kemiske stoffer havner i lungerne, at vi ikke tester mere. Der findes millioner af kemiske stoffer, og vi har kun grænseværdier i arbejdsmiljøet for 670 stoffer, siger hun.

LÆS HELE ARTIKLEN PÅ MAGASINET ARBEJDSMILJØ

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Jorid Birkelund Sørli