Spring over hovedmenu

Film om erfaringer fra BALANCE-projektet

Deltagerne fra Christianshavns Skole fortæller om deres erfaringer med de indsatser og aktiviteter, de var en del af, mens de deltog i forskningsprojektet.

Christianshavns Skole var en ud af i alt 8 folkeskoler, som gennemførte forskellige individuelle og organisatoriske aktiviteter i forbindelse med det såkaldte BALANCE-projekt, hvor forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø undersøgte den psykisk trivsel blandt medarbejderne.

Herunder kan du se 5 videoer, der samler op på Christianshavns Skoles erfaringer fra forskellige perspektiver.

Identifikation af dårlig trivsel

Forskningsprojektet tog udgangspunkt i WHOs Trivselsindeks. Det er et spørgeskema med 5 udsagn, der handler om psykisk trivsel. Alle lærere på de skoler, der deltog i indsatserne skulle forholde sig til de 5 udsagn.

De enkelte besvarelser i skemaet udløser et bestemt antal point, som beregnes til slut. Den samlede antal point vil have en værdi på mellem 0 og 100. Jo flere points, jo højere trivsel. Hvis pointtallet er 50 eller mindre, er man i en risikozone for at udvikle stress eller få en depression. På Christianshavns Skole fik 33 procent af lærerne en score på 50 eller mindre.

Hent WHOs spørgeskema her (pdf).

Lærer Jeppe Andersen var en af dem, der scorede lavt, da han besvarede spørgeskemaet. Det kom bag på ham i første omgang. I videoen fortæller han om, hvordan trivselsproblemerne langsomt ramte ham – og hvordan han fik hjælp i de aktiviteter og indsatser, der var en del af BALANCE-projektet.

Mød Jeppe Andersen og hør, hvordan han oplevede at blive klar over, at hans dårlige trivsel krævede særlig opmærksomhed.

Video 1 - Identifikation af dårlig trivsel 

 

Samtale med koordinator om nedsat trivsel

De lærere, der havde vist tegn på dårlig psykisk trivsel blev opfordret til anonymt at kontakte koordinator i BALANCE-projektet, Laila Jensen. Hvis ikke de selv ringede til hende, ringede hun dem op. I første omgang kunne hun hjælpe den enkelte lærer til en afklaring af, hvad det var, de havde det svært med i arbejdslivet.

Hør Laila Jensen forklare, hvad det var, hun kunne hjælpe den enkelte lærer videre med.

Video 2 - Samtale med koordinator


Følg op på trivslen og vær åben

Mange af lærerne, der havde scoret lavt i spørgeskemaet, fik tilbudt arbejdsmodifikationer, som tog toppen af presset i en periode. Som en del af projektet var der også tilbud om deltagelse i stresshåndteringskurser.

Indsatsen for den enkelte lærer blev aftalt på møder med læreren og den såkaldte TRIO, der består af en repræsentant fra ledelsen og tillids- og arbejdsmiljørepræsentanten. TRIOen havde som en del af projektet forinden været på kursus i at styrke samarbejdet og fået opdateret viden om, hvordan man opdager og følger op på kolleger med nedsat psykisk trivsel.

Souschef og pædagogisk afdelingsleder Anders Boesen fra Christianshavns Skole fortæller her, hvordan kulturen på skolen spiller ind i forhold til at lykkes med projektet.

Video 3 - Opfølgning på skolen


Gode råd før, under og efter trivselssamtale

Koordinator i BALANCE-projektet, Laila Jensen, har mange års erfaringer med rådgivning i psykisk arbejdsmiljø – blandt andet fra Danmarks Lærerforening. Hun gennemførte de første anonyme samtaler med de lærere, der viste tegn på dårlig psykisk trivsel.

Hun har nogle gode råd til, hvad TRIOen skal være opmærksom på både før, under og efter trivselssamtalerne med de enkelte lærere.

Video 4 - Gode råd før, under og efter trivselssamtaler


7 gode råd til TRIOen

Lasse Rønnoe, arbejdspsykologisk konsulent hos Arbejdsmiljø Købehavn, stod for den organisationsrettede indsats i BALANCE-projektet. Indsatsen bestod blandt andet af uddannelse af skolernes TRIOer, så de var bedre klædt på til at styrke samarbejdet og opdateret på, hvordan man opdager og følger op på kolleger med nedsat psykisk trivsel.

Se Lasses Rønnoes 7 gode råd til arbejdet med nedsat psykisk trivsel på skolerne.

Video 5 - Syv gode råd til TRIOen