

Medarbejderne skal holde hele livet
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 06-12-2019
Træning i arbejdstiden skal bidrage til et godt og langt arbejdsliv blandt medarbejderne i København Kommunes ældrepleje, så de ikke er slidt ned når eller før de når pensionsalderen. Det sker på basis af forskningsresultater fra blandt andet NFA.
35 minutters styrketræning om ugen enten i form af 10 minutters daglig træning 3 gange om ugen eller en gang om ugen ved vagtskiftet. Eller træning på andre måder, der passer ind med kerneopgave og daglig drift.
Fra 2017 til 2019 har Københavns Kommune indført styrketræning som en del af arbejdsopgaven for 6-7.000 ansatte i den københavnske ældre- og hjemmepleje.
Det er Sundheds- og omsorgsforvaltningen, som har igangsat og leder indsatsen, som er en fast del af arbejdet. Indsatsen har indeholdt uddannelse og motivering af ledere, MED-organisation og medarbejdere, så hele organisationen er blevet klædt på til denne nye aktivitet.
Der er afholdt en lang række workshops, uddannet træningstovholdere og gennemført samtaler med samtlige medarbejdere. Indsatsen understøttes desuden løbende af fysioterapeuter fra Arbejdsmiljø København på de enkelte arbejdspladser.
-Vi har forberedt arbejdspladserne til træningen, fordi det er en ny ledelsesopgave at få de ansatte med, så det var ikke noget, der startede natten over. Det har krævet forberedelse og læring at komme i gang, og nu er vi ved at være færdige med implementeringen og skal fastholde indsatsen, siger Vibeke Andersen, projektleder og fysioterapeut fra Arbejdsmiljø København.
Et langt og godt arbejdsliv
Formålet med at indføre træning i arbejdstiden er at styrke medarbejdernes fysiske kapacitet (fx muskelstyrke), så de kan matche de fysiske krav, de møder i arbejdet hver dag og dermed forebygge smerter, nedslidning og tidlig tilbagetrækning. Træningen er sat i værk på basis af forskning fra bl.a. NFA, der viser, at selv korte intervaller med styrketræning har en indvirkning på smerter.
De senere års efterløns– og pensionsreformer betyder samtidigt, at medarbejderne skal holde længere på arbejdsmarkedet:
-Træning i arbejdstiden er en del af det at sikre medarbejderne det lange og gode arbejdsliv. Men er blot et af elementerne på området og skal ses i sammenhæng med alt det andet, man gør på arbejdsmiljøområdet. Det kan fx være at stille arbejdsredskaber og hjælpemidler til rådighed og vedvarende at sikre et godt psykisk og fysisk arbejdsmiljø, siger Vibeke Andersen.
På den måde viser kommunen ifølge Vibeke Andersen også, at de er bevidste om at skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor man ønsker at fastholde medarbejderne og samtidigt være i stand til at tiltrække nye i fremtiden. Hun henviser til, at det er en branche, som har svært ved at rekruttere, og at bekymringerne for at fastholde de unge medarbejdere er reel.
- Beslutningen er, at alle deltager i træningen, og vi ønsker, at styrketræning 35 minutter om ugen på arbejdspladsen bliver en naturlig del af arbejdsopgaven og arbejdskulturen. Der kan dog være stor variation i, hvordan og hvornår man træner, men det vigtige er, at vi har en fælles vision, og at der skal der være rum til, at den enkelte arbejdsplads kan træne, så det passer bedst muligt med kerneopgaven, og forstyrrer driften mindst muligt, siger Vibeke Andersen.
Vi skal kunne svinge børnebørnene rundt
Det er ledernes ansvar at organisere træningen, og det er lokale træningstovholderes rolle at stå for den praktiske afholdelse af træningen:
- De gode tovholdere er ikke nødvendigvis dem, der selv er ”fitness-typer”, men er snarere dem, der kan motivere og få følgeskab af kollegerne. Træningen er målrettet, så de ansatte bliver i stand til at klare de specifikke arbejdsopgaver i ældreplejen. Så der er tale om en egentlig kompetenceudvikling, der måske som en sidegevinst kan inspirere til et sundere liv. Der skal nemlig også være kræfter tilbage, når vi når seniorlivet, så man kan svinge børnebørnene rundt, når man bliver ældre, som en medarbejder sagde til mig for nylig, siger Vibeke Andersen og fortsætter:
-Øvelserne er for alle ansatte, både de veltrænede og de utrænede, så alle oplever at de kan være med og at de får noget ud af det og så er træningen simpel – altså uden at man behøver omklædning og bad bagefter.
Samtidig skal være mulighed for at tilpasse organiseringen til forskellige lokale forhold, hvorimod det er et krav, at træningen skal foregå som holdtræning, fordi forskningen fra NFA og erfaringer fra pilotprojektet viser, at træning i grupper er mere effektivt end at træne alene og er med til at fastholde, at medarbejderne får gennemført træningen.
Bedre socialt fællesskab på arbejdspladsen
I starten af projektet var der både ledere og medarbejdere, som satte spørgsmålstegn ved denne form for kompetenceudvikling, men holdningerne har rykket sig.
-Det er jo besluttet fra politisk side, at vi skal træne og så er det lettere. Det bliver en opgave på linje med at lære en ny lift eller anden ny teknologi at kende. Spørgsmålene bliver færre, og flere oplever på egen krop, at de ikke har så mange smerter og kan gøre mere end før. Og fordi vi træner sammen, så styrker det også det sociale forhold mellem kollegerne. Nogle arbejdspladser laver endda træningen til en aktivitet, hvor beboerne helt eller delvist kan være med, og så er det en ren win-win-situation, siger Vibeke Andersen.
Fra januar 2020 er træningen en fast del af arbejdet på alle plejecentre og i hjemmeplejen. Derfor vil træningen på et tidspunkt, vurderer Vibeke Andersen, blive ren rutine på linje med fx tandbørstning, måske lidt kedeligt, selvom de forsøger at variere træningen med forskellige øvelser og forskelligt musik, så er det bare noget, der skal gøres.
Træning i arbejdstiden - En arbejdsmiljøindsats med flere bundlinjer
Umiddelbare effekt
- Bedre balance mellem fysisk kompetence og arbejdsopgaver.
Afledte sidegevinster:
- Ny vinkel på det sociale fællesskab på arbejdspladsen.
- Mere alsidig pleje, fx når beboerne på plejecentrene inddrages i træningen.
- Sunde fysiske vaner.
Kilde: Marie Birk Jørgensen, Leder af rådgivning ergonomisk og teknisk arbejdsmiljø, Arbejdsmiljø København.
Læs mere
Om træning i arbejdstiden på Arbejdsmiljø Københavns hjemmeside.
Yderligere oplysninger
Vibeke Andersen, projektleder for Træning i arbejdstiden.
Marie Birk Jørgensen, Leder af rådgivning ergonomisk og teknisk arbejdsmiljø.
Læs hele temanyhedsbrevet om sundhedsfremme på arbejdspladsen.