Mindre mobning på danske arbejdspladser

- Af Kirsten Rydahl - Foto: Thomas Tolstrup

Mobning er fortsat en udfordring på danske arbejdspladser, men andelen af beskæftigede, som har været udsat for mobning, er faldet lidt fra 2016 til 2018. Det viser tal fra undersøgelsen Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark, som blev offentliggjort i starten af 2019.

De seneste resultater fra undersøgelsen Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark (AH) blev indsamlet i 2018 og offentliggjort i februar 2019. Resultaterne viser, at hver tiende lønmodtager (10,7 procent) på de danske arbejdspladser rapporterer, at de har været udsat for mobning, og hver fjerde lønmodtager (24,6 procent) rapporterer, at de har været vidne til mobning.

Til sammenligning drejede det sig i 2016 om henholdsvis 11,8 og 27,6 procent. Andelen af lønmodtagere, der rapporterer, at de er blevet mobbet eller rapporterer, at de har været vidne til, at en kollega er blevet mobbet, er altså faldet i perioden fra 2016 til 2018. Faldet er statistisk signifikant, så der er tale om et reelt om end mindre fald.

Mobning præger hele arbejdspladsen

Og det ser ud til, at det godt kan betale sig at investere i at forebygge mobning. Jesper Kristiansen er seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Han peger på, at mobning kan have indflydelse på både sygefravær og fastholdelse af medarbejdere.

- Mobning fører til mistrivsel både hos den, der bliver mobbet, og ofte også hos de kolleger, som er vidner til mobningen. Det kan give et dårligt arbejdsmiljø i form af fx dårlig stemning og mistillid på arbejdspladsen, og det kan gå ud over medarbejdernes effektivitet og produktivitet. Det kan også øge sygefraværet og medføre, at medarbejdere hurtigere søger væk - alt sammen ting der koster for arbejdspladsen og for de enkelte medarbejdere, siger Jesper Kristiansen.

Vidner har en vigtig rolle

- Tallene fra AH2018 viser endvidere, at der er mere end dobbelt så mange medarbejdere, der er vidne til mobning, som der er medarbejdere, der oplever selv at blive mobbet. Så der er altså langt flere, der bliver påvirket af mobning, end man umiddelbart tænker, siger Jesper Kristiansen.

Forskning peger på, at vidner har en vigtig rolle i forhold til at gribe ind og stoppe mobning. Men om de gør det, afhænger i høj grad af den kultur, der er på arbejdspladsen.

- Det er vigtigt, at kulturen på arbejdspladsen ’tillader’, at kolleger kan gribe ind, hvis de er vidne til konflikter og negative handlinger, som kan føre til egentlig mobning, hvis de får lov til at fortsætte. Det skal være muligt at sige fra, uden at det bagefter går ud over en selv, forklarer Jesper Kristiansen.

Om mobning fra AH2018

Herunder ses nogle af resultaterne vedrørende mobning i AH2018.

Udsat for mobning

Deltagerne svarede blandt andet på følgende spørgsmål:
Har du inden for de sidste 12 måneder været udsat for mobning på din arbejdsplads?

Resultaterne fra undersøgelsen viser, hvor stor en procentdel af deltagerne, der har svaret ’Ja, dagligt’, ’ Ja, ugentligt’, ’ Ja, månedligt’ eller ’ Ja, sjældnere’ på spørgsmålet.

Grafik over de fem jobgrupper med den højeste og laveste andel af medarbejdere, der svarer, at de har været udsat for mobning på arbejdet. Kilde: Arbejdsmiljø og helbred i Danmark, 2018. NFA

Resultaterne fra AH2018 viser, at dobbelt så mange ’Jord- og betonarbejdere’ (23,5 procent) har været udsat for mobning som gennemsnittet af beskæftigede i Danmark har (10,7 procent). Til sammenligning er det kun 4,5 procent af de beskæftigede inden for jobgruppen ’Journalister’ og 4,2 procent fra jobgruppen ’Sundhedsarbejdere uden nærmere angivelse’, der har været udsat for mobning på jobbet inden for de seneste 12 måneder.

Grafik over procentdelen af kvinder og mænd i AH2018, der svarer, at de har været udsat for mobning på arbejdet. Kilde: Arbejdsmiljø og helbred i Danmark, 2018.

Andelen af kvinder og mænd på 18-24 år, der har været udsat for mobning på jobbet, er stort set ens. Det drejer sig om henholdsvis 10,4 og 10,2 procent af dem. Det adskiller sig fra resultaterne for kvinder og mænd på henholdsvis 25-34 år, 35-44 år, 45-54 år og 55-64 år. I disse aldersgrupper er andelen af kvinder, der har været udsat for mobning på jobbet, større, end andelen af deres jævnaldrende mandlige kolleger.

Grafik over, hvor stor en procentdel af alle deltagere i AH-undersøgelsen i henholdsvis 2012, 2014, 2016 og 2018, der svarer, at de har været udsat for mobning på arbejdet. Kilde: Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2018. NFA

I 2018 svarede 10,7 procent af deltagerne, at de havde været udsat for mobning på jobbet inden for de sidste 12 måneder. I 2016 var tallet 11,8 procent. Det svarer til, at der er sket et statistisk signifikant fald siden 2016 i andelen af deltagere, der har været udsat for mobning.

Vidne til mobning

 Deltagerne svarede også på følgende spørgsmål:
Har du indenfor de sidste 12 måneder været vidne til mobning på din arbejdsplads?

Resultaterne fra undersøgelsen viser, hvor stor en procentdel af deltagerne, der har svaret ’Ja, dagligt’, ’ Ja, ugentligt’, ’ Ja, månedligt’ eller ’ Ja, sjældnere’ på spørgsmålet.

Grafik over de fem jobgrupper med den højeste og laveste andel af medarbejdere, der svarer, at de har været vidne til mobning på arbejdet. Kilde: Arbejdsmiljø og helbred i Danmark, 2018. NFA

Over 40 procent af deltagerne i AH2018 fra jobgruppen ’Nærings- og nydelsesmiddelindustrimedarbejdere’ har været vidne til mobning på deres arbejdsplads, mens det drejer sig om 38,9 procent af deltagerne fra jobgruppen ’Bygge- og anlægsarbejdere. I gennemsnit svarer 24,2 af deltagerne i AH2018, at de har været vidne til mobning på jobbet. Til sammenligning er det henholdsvis 13,0 procent af deltagerne fra jobgruppen ’Journalister’ og 14,1 procent fra jobgruppen ’IT-konsulenter’, der svarer, at de har været vidne til mobning på jobbet.

Grafik over procentdelen af kvinder og mænd i AH2018, der svarer, at de har været vidne til mobning på arbejdet. Kilde: Arbejdsmiljø og helbred i Danmark, 2018.

Andelen af kvinder og mænd, der har været vidne til mobning på deres arbejdsplads, er rimelig ens i de forskellige aldersgrupper. Den største forskel er i aldersgruppen 25-34 år, hvor 24,0 og 21,7 procent af henholdsvis kvinderne og mændene har været vidner til mobning. Forskellen mellem kønnene er mindst i aldersgruppen 55-64 år, hvor henholdsvis 27,7 procent af kvinderne og 27,0 procent af mændene har været vidner til mobning.

Grafik over, hvor stor en procentdel af alle deltagere i AH-undersøgelsen i henholdsvis 2012, 2014, 2016 og 2018, der svarer, at de har været vidne til mobning på arbejdet. Kilde: Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2018. NFA

I 2018 svarede 24,2 procent af deltagerne, at de havde været vidne til mobning på jobbet. I 2016 var andelen på 27,6 procent af deltagerne. Det svarer til, at der er sket et statistisk signifikant fald i andelen af deltagere, der har været vidne til mobning på 3,4 procent siden 2016.

Yderligere oplysninger

Kontakt venligst Seniorforsker Jesper Kristiansen, NFA.

Temanyhedsbrev om mobning på arbejdspladsen

Ovenstående artikel er en del af NFA's temanyhedsbrev om mobning på arbejdspladsen udsendt torsdag den 7. marts 2019.
Læs hele temanyhedsbrevet her.