Nano Risk Governance Portal skræddersyet efter interessenternes behov

Oprettet den 24. sep 2020

Virksomheder, udviklere og andre interessenter inden for nanoteknologi har efterspurgt viden, vejledning og pålidelige værktøjer til at risikovurdere og –lede deres arbejde med nanomaterialer. Det har de nu fået gennem Nano Risk Governance Portal.

En række interessenter inden for nanoteknologien har haft en vigtig betydning for udviklingen af portalen Nano Risk Governance Portal. De har bidraget med oplysninger om deres konkrete behov for viden og værktøjer til at vurdere eventuelle risici ved konkrete nanomaterialer. Interessenterne blev inddraget på forskellige måder – via spørgeskemaer, forskellige former for dialogmøder, fokusgruppeinterviews og direkte interviews.

- Interessenterne har på den måde givet vigtige input til projektet. Denne viden er anvendt til at sikre, at portalen bedst muligt opfylder de konkrete behov for viden og værktøjer, som de forskellige interessenter vurderer, at de har brug for, når de skal afdække og håndtere eventuelle risici under udviklingen og produktionen af nanoteknologiske produkter, forklarer Keld Alstrup Jensen, der er professor på NFA og leder af caLIBRAte-projektet.

Brug for let adgang til nødvendig viden og værktøjer

caLIBRAte gennemførte blandt andet interviews med arbejdsmiljøledere på seks akademiske institutioner og seks industrivirksomheder. Formålet var at identificere deres opfattelse og håndtering af nanomaterialer i forhold til arbejdspladsens sikkerhedskultur og derigennem afdække, om arbejdspladsen havde en passiv, reaktiv, aktiv, proaktiv eller eksemplarisk sikkerhed.

Tabel med eksempler på sikkerhedskulturens modenhed, som opdeles i fem trin: Passiv, reaktiv, aktiv, proaktiv og eksemplarisk.
Tabel med eksempler på sikkerhedskulturens modenhed, som opdeles i fem trin: Passiv, reaktiv, aktiv, proaktiv og eksemplarisk.

Det viste sig, at de akademiske institutioner primært havde en aktiv og proaktiv sikkerhedskultur, mens kulturen primært var aktiv og reaktiv hos industrivirksomhederne.

- Interviewene viser, at virksomheder og akademiske institutioner efterspørger mere specifik adgang til letforståelig viden, klar og brugbar vejledning – fx pålidelige, nanospecifikke sikkerhedsblade og vejledning om sikker anvendelse af nanomaterialer -samt dokumenterede troværdige værktøjer til risikovurdering - så det bliver nemmere at anvende forebyggelsesprincipperne, siger Pete Kines, som er seniorforsker på NFA og har bidraget til denne del af caLIBRAte-projektet.

Pålidelig information og harmoniseret regulering

caLIBRAte gennemførte også en multinational og tværsektoriel undersøgelse blandt 3.000 interessenter fra 15 EU-lande. Undersøgelsen omhandlede interessenternes opmærksomhed, opfattelser og meninger om brug af nanomaterialer og nanorelaterede produkter og deres potentielle påvirkning på samfundet - herunder sundhed og miljø, samt interessenternes forventninger til risikoledelsen. Resultaterne viste bl.a., at der er behov for:

  • uvildig, videnskabelig og pålidelig information om effekterne af nanomaterialer og nanorelaterede produkter på sikkerhed, sundhed og miljø
  • mere internationalt harmoniseret og robust regulering af nanomaterialer og nanorelaterede produkter
  • bedre videnskabelig dokumentation for nanomaterialers farlighed, eksponeringer og effekter
  • specifik vejledning om sikker brug af nanomaterialer.

- Det er tydeligt, at forbrugerne generelt mangler viden om, hvad nanomaterialer er, og de er bekymrede over manglende dokumentation af nanomaterialers sundhedsskadelige effekter samt manglende information om sikker anvendelse og håndtering af affald for visse nanoholdige produkter, siger Pete Kines.

Grafik der illustrerer, hvordan forskellige interessenter opfatter risici forbundet med nanomaterialer og -produkter inden for seks forskellige områder på en skala fra 1: Meget lav til 5: Meget høj. Interessenterne er Industri, foskning, beslutningstagere/konsulenter og civilsamfundet. De vurderer følgende seks områder: medarbejderes helbred, folkesundhed, dyrevelfærd, miljø, økonomiske aspekter samt etiske og sociale forhold.
Det fremgår bl.a. af figuren, at ’civilsamfundet’ opfatter en højere grad af risici forbundet med nanomaterialer og deres effekt på medarbejderes helbred, folkesundhed, dyrevelfærd og miljø end interessenter i industri, forskning og beslutningstagere/konsulenter.

International enighed

Internationalt og på tværs af de fleste typer interessenter er der en forholdsvis ens opfattelse af de oplevede risici i forskellige specifikke anvendelser og de udfordringer, der er i forhold til manglende viden og værktøjer til risikovurdering af nanomaterialer – det gælder også opfattelsen hos de deltagende interessenter fra Danmark. Der er bl.a. enighed om, at arbejdere har de største potentielle risici generelt, mens forbrugernes risici er størst i de tilfælde, hvor der kan være direkte kontakt med nanomaterialerne. Der er også enighed om, at nanomaterialer kan udnyttes bedre, hvis risikovurderingen er bedre.

Læs de videnskabelige artikler

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Pete Kines, NFA

Læs evt. NFA's nyhedsbrev om Nano Risk Governance Portal.