Nanopartikler kan påvirke fosterudvikling og fertilitet – men der mangler viden om effekter på hunlig fertilitet
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 29-06-2020
Der er store huller i den eksisterende viden om nanomaterialers potentiale for at påvirke reproduktion og fosterudvikling. Især mangler der studier af hunlig fertilitet og inhalationsstudier. Det gør det svært at vurdere en evt. påvirkning af forplantningsevnen ved udsættelse for nanomaterialer.
Nogle kemiske stoffer kan skade udviklingen og reproduktionen, hvis de bliver optaget i dyr eller mennesker fx gennem hudkontakt eller ved indånding.
Men gør nanomaterialers ringe størrelse, at de kan passere membraner, trænge ind i celler og skade organerne? Og kan de passere beskyttende barrierer og fx trænge ind i testikler, moderkagen eller fostrets organer og evt. forårsage skader dér?
Disse spørgsmål er grunden til, at EU’s Observatorium for nanomaterialer (EUON) bad DHI - Institut for Vand og Miljø (DHI) og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) om at gennemgå den eksisterende viden fra studier, som har testet nanomaterialer for deres potentielt skadelige effekter på fertilitet og fosterudvikling.
111 udgivelser
Forskerne fandt 2.152 artikler, hvorfra 111 blev udvalgt til nærmere gennemgang i litteraturgennemgangen. De dækkede i alt 19 forskellige nanomaterialer. Det drejede sig udelukkende om studier i mus og rotter, hvor dyrene enten blev udsat for nanopartikler via indånding eller via kosten. Der fandtes ingen studier af de potentielt skadelige effekter efter udsættelse af mennesker.
Halvdelen af studierne omhandlede nanotitaniumdioxid og nanosølv, og ca. en tredjedel undersøgte nanozinkoxid, nanosiliciumoxid og kulstofbaserede nanomaterialer.
Der var stort set ingen studier af hunlig fertilitet. Kun få studier udsatte dyrene via indånding, som er det mest relevante for udsættelser i arbejdsmiljøet. Generelt var der store mangler og forskelle i studiernes design. Kun seks af studierne anvendte OECD’s retningslinjer for test af nanomaterialer.
Kan spredes til organer
Resultaterne fra reviewet tyder på, at nanopartikler kan spredes til organer, som har betydning for reproduktion og fosterets udvikling. Hvor meget der spredes afhænger dog af typen af nanomateriale og partiklernes størrelse.
Stor mangel på data om hunlig fertilitet
Størstedelen af de studier, der har undersøgt nanomaterialers effekt på fertilitet, undersøgte effekten hos hanner. Studierne fandt bl.a. effekter som lavere sædkvalitet, mindsket produktion af sædceller og nedsat testikelvægt. I flere studier var det nok mere de undersøgte kemiske stoffer, som var årsagen til effekten, frem for selve partiklerne, men nogle af studierne af uopløselige partikler så også effekter på hanlig reproduktion.
Hunlig fertilitet var stort set ikke blevet undersøgt.
Graviditet og fosterudvikling blev undersøgt i en række studier. Der blev ikke så tit observeret effekter på drægtighedens længde og afkommets fødselsvægt, men oftere på afkommets organsystemer. En række studier af titaniumdioxid-partikler viste, at blodårer og deres funktion i moderkage eller foster blev påvirket, mens en række studier af kulpartikler (carbon black) fandt tegn på påvirkning i afkommets hjerne.
Det er også sandsynligt, at de undersøgte kemiske stoffer var årsagen til nogle af disse effekter i stedet for selve partiklerne, men i nogle af studierne blev der også fundet effekter af uopløselige partikler. Det gælder fx studierne af titaniumdioxid og kulpartikler.
12 anbefalinger
Baseret på erfaringerne fra review’et opsatte forfatterne 12 generelle forslag og overvejelser til fremtidig forskning i og test af nanomaterialer. Det vigtigste forslag er, at nanomaterialer i højere grad bør undersøges for effekt på fertilitet (især hunlig) og fosterudvikling efter udsættelse ved inhalation. Også identifikation af de underliggende mekanismer og de mest følsomme organer under fosterudviklingen blev fremhævet.
Læs rapporten
Læs temanyhedsbrev
Læs eventuelt NFA's temanyhedsbrev om arbejdsmiljø og reproduktion, som blev udsendt 29. juni 2020.
Yderligere oplysninger
Seniorforsker Karin Sørig Hougaard, NFA