Papcontainere med papemballage fra fødevarer indeholder mikroorganismer, som ligner dem fra restaffald

Oprettet den 24. apr 2020 - Foto: Lars Andrup, NFA

Affaldscontainere med papaffald som også inkluderer emballage fra fødevarer, vil sandsynligvis udsætte skraldemænd for de samme mikroorganismer som restaffald, når de bliver tømt. Enkelte af dem kan bl.a. medføre diarré eller hoste.

Hvis skraldemænd fremover skal tømme papcontainere med juicekartoner, pizzabakker og lignende emballage til fødevarer, vil de sandsynligvis blive udsat for den samme påvirkning af mikroorganismer i arbejdsmiljøet, som når de indsamler vores restaffald. Det viser resultaterne fra en undersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har gennemført i samarbejde med Københavns Kommune.

Resultaterne viser også, at

  • skraldemændene vil blive udsat for enkelte arter af mikroorganismer, som kan være potentielt sygdomsfremkaldende. Det drejer sig fx om Bacillus cereus og Salmonella, som afhængigt af bl.a. dosis kan give diarré og Aspergillus niger, som kan give hoste.
  • koncentrationen af svampe i luften stiger, jo længere tid der går mellem tømningerne.
  • koncentrationen af mikroorganismer er højest ved bagenden af skraldebilen.
  • nogle fraktioner af affald bliver afhentet sjældnere i 2018 end i 2010, og det har måske betydning for skraldemændenes udsættelse for mikroorganismer i arbejdsmiljøet.

Figurer som viser skraldemænds udsættelse for svampe og bakterier i arbejdsmiljøet. Grafik: Trine Larsen, NFA.

Af de to figurer fremgår det, at både tømningsfrekvensen og læssehøjden påvirker skraldemænds udsættelse for svampe og bakterier.

Grafik som viser forskellen på den gennemsnitlige frekvens for afhentning af restaffald i henholdsvis 2010 og 2018. Grafik: Trine Larsen, NFA

 

Ændringer kan påvirke arbejdsmiljøet

Dette projekt peger på, at det er vigtigt at undersøge, hvordan skraldemænd vil blive udsat for mikroorganismer i fremtiden, inden man fx indfører nye affaldscontainere eller nye måde at sortere affaldet på.

Det vil sandsynligvis mindske udsættelsen for mikroorganismer, hvis

  • fødevareemballage bliver afleveret i lukkede affaldsposer på samme måde, som restaffaldet.
  • man planlægger indsamlingen, så der ikke går for lang tid mellem tømningen af papcontainerne.

Kort om undersøgelsen

Formålet var at undersøge, hvilken betydning det kan få for skraldemænds udsættelse for mikroorganismer i arbejdsmiljøet, hvis borgere fremover også skal smide emballage til fødevarer i papcontainerne.

Papaffaldet blev indsamlet som normalt hos 24 husstande i Københavns Kommune. Dog blev det indsamlet i et lidt langsommere tempo end normalt af hensyn til indsamlingen af data. Det kan betyde, at koncentrationen af mikroorganismer og variationen af arter var lidt lavere, end på normale arbejdsdage.

Undersøgelsen er finansieret af Københavns Kommune og Vestforbrændingen.

Læs den videnskabelige artikel

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Anne Mette Madsen, NFA