International anerkendelse af NFA’s instrument til at måle forskningens samfundsmæssige aftryk
Hvordan dokumenterer man den betydning, som NFA’s forskning i arbejdsmiljø har for samfundet? Det har forskere fra NFA udviklet et helt nyt og banebrydende instrument til at måle, som nu er kvalitetssikret videnskabeligt.
Forskning skal ud og gøre en forskel på arbejdspladserne. Det er et klart og utvetydigt mål i den seneste strategi for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). NFA arbejder derfor ud fra en tretrinsraket til at evaluere, hvordan NFA’s viden bliver spredt og anvendt og den forandring, som forskningen har bidraget til.
Som en del af opgaven har et team af forskere fra NFA udviklet et nyt instrument baseret på et spørgeskema, som kan bruges til at måle indikatorer på forskningens samfundsmæssige aftryk. Det har taget dem to år at udvikle instrumentet og få det kvalitetssikret videnskabeligt. Det fortæller chefkonsulent i NFA, Ole Henning Sørensen, der har stået i spidsen for projektet:
- Vi kunne ikke finde et velegnet instrument til at måle, hvordan viden fra en forskningsinstitution er blevet brugt, anvendt og omsat til praksis. Så vi besluttede, at udvikle vores eget instrument. Der var mange, der ikke troede på, at det var muligt, så vi er rigtig glade og stolte over, at det nu er lykkedes.
Figur over NFA’s systematiske tilgang til at dokumentere det aftryk, NFA’s forskning har på samfundet.
Et banebrydende instrument til at måle institutioners samfundsmæssigt aftryk
Forskerne gennemførte et review af forskningslitteraturen, men fandt ikke lignende instrumenter til at måle det samfundsmæssige aftryk som forskningsinstitution eller et forskningsprogram skaber. Det betragtes derfor som en nyskabelse.
Det er ikke kun NFA, der kan bruge det nye instrument til både at måle indikatorer på NFA’s samlede samfundsmæssige aftryk og de aftryk, som de enkelte forskningsområder på NFA afsætter. Andre forskningsinstitutioner, fonde, ministerier m.fl. i ind- og udland har også behov for at måle, hvad der kommer ud af deres indsatser. De kan frit og med få tilpasninger bruge instrumentet til det samme formål.
- Det er netop derfor, at den internationale videnskabelige anerkendelse af instrumentet er så vigtig for os, forklarer Ole H. Sørensen.
- Med instrumentet får institutioner som NFA et mål for, i hvilken grad forskningen bliver brugt med henblik på at skabe konkrete forbedringer. Samlet set bidrager de tre trin i raketten til, at vi løbende har fingeren på pulsen i forhold til det aftryk, vores forskning har på samfundet, siger Ole Henning Sørensen.
Læs den videnskabelige artikel
- Sørensen, O. H. et al. Measuring societal impact of research — Developing and validating an impact instrument for occupational health and safety. Research Evaluation, 2021, 1–14.