Illustration af børnehave arbejdssituation

Studie af pædagoger fører til færre fysisk belastende arbejdsopgaver og potentielt færre sygedage

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 7. nov 2022

Forskere og arbejdsmiljøprofessionelle har med en forskningsindsats i vuggestuer erstattet knæliggende arbejde med siddende arbejde. Mindre belastende arbejde kan skabe et bedre fysisk arbejdsmiljø og reducere sygefravær blandt pædagoger.

3 gode råd til et bedre arbejdsmiljø:

  • Øg fokus på selvhjulpne børn – lær fx børnene selv at tage tøj på og kravle op i deres krybber, når de skal sove lur.
  • Organisér og planlæg arbejdsopgaverne, så belastende arbejdsstillinger minimeres.
  • Husk at tale om egen praksis – det kan være med til at ændre på nogle af hverdagsrutinerne.

Når pædagoger på landets dagsinstitutioner i den kommende tid skal erstatte vuggestuebørns lune hjemmesko med gummistøvler, foregår det ofte i en knæliggende position – og netop denne type kropsposition kan slide på pædagogerne. Når arbejdet foregår på knæene, kan det nemlig føre til smerter og sygefravær. Men nu viser et studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), at det hårde, knæliggende arbejde kan erstattes med bedre arbejdspositioner på fx skamler.

Øget sygefravær og fysiske smerter er både et problem for pædagogerne og for samfundet, da der er mangel på pædagoger flere steder i landet. Samtidig er antallet af ansøgere til pædagogstudiet faldet med 13 pct. i 2022 sammenlignet med året forinden.

I et såkaldt interventionsstudie har forskerne undersøgt, om det er muligt at ændre pædagogernes fysiske krav på en arbejdsdag. Det er bl.a. lykkes at reducere den tid, som pædagoger bruger i fysisk krævende arbejdspositioner.

- De små ændringer kan have en stor betydning for pædagogers arbejdsmiljø, og det kan fx have en indvirkning på sygefraværet. Når de fysisk belastende arbejdspositioner erstattes med mindre belastende, kan det medføre færre smerter i fx knæ, skuldre og ryg, siger Charlotte Lund Rasmussen, post.doc. ved NFA.

Intervention førte til færre krævende arbejdsstillinger

Studiet er et af de største studier i verden, hvor forskere både har anvendt objektive målinger og observationer til at kortlægge arbejdsmiljøet blandt pædagoger. Resultaterne viser, at interventionsgruppen ændrede udførelsen af arbejdet, så de udførte færre belastende arbejdsstillinger.

- Indsatsen medførte blandt andet, at pædagogerne udskiftede fem minutters arbejde med foroverbøjet ryg med en siddende arbejdsposition. Dermed dokumenterer studiet, at det er muligt at ændre pædagogernes arbejdsgang, så man reducerer deres fysiske belastning, siger seniorforsker ved NFA, Charlotte Nørregaard Rasmussen.

Charlotte Nørregaard Rasmussen forklarer desuden, at forskerne med indsatsen kan øge tiden, som pædagogerne har med mindre fysisk krævende arbejdsopgaver.

- Det kan fx være, at arbejdet med at hjælpe børnene ud af deres flyverdragter tidligere er foregået på knæene eller med foroverbøjet ryg, som nu er erstattet med en siddende position på en skammel.

Modsat observerede forskerne hos kontrolgruppen, at pædagogerne i højere grad udskiftede en belastende arbejdsopgave, som fx en foroverbøjet ryg, med en ligeså belastende arbejdsopgave, som fx hugsiddende arbejde.

Sådan er pædagogernes fysiske aktivitet gennemsnitlig fordelt på en arbejdsdag:

  • 44,8 % siddende
  • 22,8 % stillestående
  • 13,0 % i bevægelse
  • 14,6 % gående
  • 4,3 % med foroverbøjet ryg (>60°)
  • 4,1 % i belastende knæposition
  • 0,1 % i løb
  • 0,7 % på trapper

Samtidig viser undersøgelsen, at pædagogerne i gennemsnit bærer på børn i 1,8 % af arbejdstiden.

Selvhjulpne børn giver færre sygedage

Forskere fra NFA har med objektive målinger tidligere dokumenteret, at særligt arbejde med foroverbøjet overkrop kan udgøre en risiko for sygefravær. Derudover havde forskerne fokus på at gøre børnene mere selvhjulpne. Det skyldes, at man på den måde kan reducere pædagogernes fysiske belastning yderligere:

- Det er økonomisk rentabelt at understøtte et godt arbejdsmiljø, fordi det medfører færre sygedage. Vi har i et tidligere studie dokumenteret, at når pædagogerne lærer børnene at være mere selvhjulpne, så de fx selv kravler op i krybben, når de skal sove, så sparer man penge ved, at sygefraværet falder, forklarer Charlotte Nørregaard Rasmussen.

Studiet viste, at for hver 100 kroner institutionerne investerer i bedre ergonomi, så bruger de 160 kroner mindre på udgifter til bl.a. sygefravær.

Læs mere: Øget fokus på ergonomi kan give økonomisk gevinst på vuggestuer

Om studiet

Fra 16 vuggestuer blev 116 pædagogers fysiske arbejdsmiljø undersøgt ved brug af bevægelsessensorer, også kaldet accelerometre. 60 pædagoger var inddelt med lodtrækning i en interventionsgruppe og 56 pædagoger i en kontrolgruppe. Bevægelsessensorerne blev påsat pædagogerne før igangsættelsen af undersøgelsen og igen fire måneder senere. Den relative arbejdstid er defineret som den tid, hvor medarbejderne har bøjet ryggen i ≥30°, arbejder i knælende position, er i aktiv bevægelse (fx gående, løbende eller op ad trapper) eller er i en siddende position.

Resultaterne fra studiet viste, at når kontrolgruppen blev sammenlignet med interventionsgruppen, havde interventionsgruppen mindre arbejdstid, hvor de gik fra en foroverbøjet ryg til en knælende position (interventionsgruppen: +11 minutter om dagen, kontrolgruppen: +16 minutter om dagen), og mere arbejdstid hvor de gik fra en knælende arbejdsposition til siddende arbejdsposition (interventionsgruppen: +15 minutter om dagen, kontrolgruppen: +10 minutter om dagen).

Læs mere

Forskningsartiklen om interventionsstudiet: The Use of Time Flow Analysis to Describe Changes in Physical Ergonomic Work Behaviours Following a Cluster-Randomized Controlled Participatory Ergonomic Intervention | Annals of Work Exposures and Health | Oxford Academic (oup.com)

Om objektive målinger af pædagogers fysiske arbejdsmiljø: Physical Work Demands of Childcare Workers in Denmark: Device-Based Measurements and Workplace Observations Among 199 Childcare Workers from 16 Day Nurseries - PubMed (nih.gov)

Yderligere information

Seniorforsker Charlotte Diana Nørregaard RasmussenSeniorforsker Charlotte Diana Nørregaard Rasmussen


NFA logo

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | 2100 København Ø. | T: 39 16 52 00 | F: 39 16 52 01 | M: nfa@nfa.dk | CVR: 15 41 37 00