Hvor er du på listen? Analyse sammenligner forventet tilbagetrækningsalder blandt 69 jobgrupper

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 6. jul 2023

Der er stor forskel, hvornår forskellige faggrupper forventer at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når man spørger de +50 årige.

Hvornår har du tænkt dig at trække stikket?

Pædagog, leder eller fængselsbetjent. Den forventede tilbagetrækningsalder varierer meget på tværs af faggrupper.

Spørger man fx pædagoger, regner de med at forlade arbejdsmarkedet, når de er knap 65,6 år, mens fx elektrikere forventer at gå på pension, når de er 67,6 år.

Blandt de beskæftigede på tværs af alle jobgrupper er den forventede tilbagetrækningsalder 67 år.

Det viser en analyse, der sammenligner den forventede tilbagetrækningsalder blandt 14.690 beskæftigede +50-årige i Danmark.

Analysen er en del af forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv og bygger på detaljerede data fra en tidligere offentliggjort rapport.

Her fremgår det også, at det især er vigtigt med øget fleksibilitet, økonomi, bedre fysisk og psykisk arbejdsmiljø, hvis seniorerne skal blive på arbejdet flere år end de ellers havde forestillet sig.

- Halvdelen af seniorerne svarer, at de vil blive længere, hvis der var mulighed for at gå på nedsat tid eller deltid og knap halvdelen svarer, at de ville blive længere, hvis de blev tilbudt flere seniordage. Det handler om at opnå en bedre balance mellem arbejde og fritid, så man også kan nå nogle af de ting i livet, der ikke kun handler om arbejdet, siger Lars L. Andersen, der er professor på NFA.

Fysisk krævende arbejde

Listen på i de alt 69 jobgrupper viser, at det især er jobgrupper med fysisk eller psykisk krævende arbejde eller en kombination af et hårdt både fysisk og psykisk arbejde, der forventer en tidlig tilbagetrækning.

- Nederst på listen ligger fx pædagoger, politi og fængselsbetjente og har dermed den yngste forventede tilbagetrækningsalder. Generelt kan man finde jobgrupper nederst på listen der har høje fysiske og psykiske krav i arbejdet, siger Lars L. Andersen.

- Det er derfor vigtigt at sikre et godt arbejdsmiljø. Det kan for eksempel handle om at organisere arbejdet godt, bruge tekniske hjælpemidler til tunge løft, og at fremme positive faktorer i de psykiske arbejdsmiljø såsom anerkendelse, indflydelse og samarbejde. Det er nemlig nogle ting som man kan arbejde med ude på de enkelte arbejdspladser.

Folkepensionsalderen er i dag 67 år. Den stiger til 68 år i 2030, 69 år i 2035 og forventes at stige yderligere til 70 år i 2040.

Om analysen

Deltagerne er blevet spurgt ”Ved hvilken alder forventer du at forlade arbejdsmarkedet helt?” og har herefter svaret med et tal (alder i år).

Herefter er der beregnet et vægtet gennemsnit på jobgruppe-niveau. Jobgrupper med stor statistisk usikkerhed (en standardfejl på 1 år eller mere) er frasorteret og dermed ikke med på listen.

Analysen er lavet på baggrund af data fra medarbejderundersøgelsen i forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv. Der er anvendt statistiske vægte ift. alder, køn, uddannelse, region, herkomst, familietype, og familiens disponible indkomst, så resultaterne er repræsentative for målgrupperne i Danmark. Ca. 14.600 beskæftigede har svaret på spørgeskemaet i 2022.

SeniorArbejdsLiv er finansieret af TrygFonden.

Yderligere oplysninger


NFA logo

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | 2100 København Ø. | T: 39 16 52 00 | F: 39 16 52 01 | M: nfa@nfa.dk | CVR: 15 41 37 00