Landmand der roder med en landbrugsmaskine.

NFA-seniorforsker Pete Kines indtræder i ekspertgruppe om forebyggelse af arbejdsulykker

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 28. feb 2024

Antallet af ulykker på arbejdet i Danmark har i mange år været stigende. Nu skal ny ekspertgruppe undersøge årsagerne til alvorlige arbejdsulykker og give anbefalinger til forebyggelse.

Hvad er en arbejdsulykke?

En arbejdsulykke er en pludselig og uventet hændelse i forbindelse med arbejdet, som fører til, at en person kommer fysisk eller psykisk til skade. En arbejdsulykke kan efter arbejdsskadesikringsloven også være en skade, der opstår efter en påvirkning, der har varet i højst fem dage.

Over 49.000 anmeldte arbejdsulykker i 2023, mens 32 mennesker mistede livet i en ulykke på deres arbejde.

De tal er for høje, mener beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen. Hun har i januar nedsat en ekspertgruppe for arbejdsulykker, der skal være med til at vende de seneste års triste udvikling med et stigende antal ulykker på arbejdet.

Her indgår seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) Pete Kines.

- Jeg er stolt og glad over forhåbentlig at kunne bidrage til at mindske antallet af alvorlige arbejdsulykker i Danmark. Jeg har i mange år forsket i sikkerhed på arbejdspladser og bl.a. været med til at udvikle app’en Safety Observer til sikkerhedsrunderinger, så nu glæder jeg mig til at dykke ned i arbejdet sammen med de andre medlemmer. Vores opgave bliver at se på analyser af ulykker og på den baggrund komme med anbefalinger til at forebygge lignende tilfælde, siger han.

15-25 arbejdsulykker undersøges årligt

Hvordan forebygger arbejdspladser bedst ulykker?

Der er tre overordnede principper i forebyggelsen af arbejdsulykker:

  • Forebyggelsestiltag skal tænkes ind TIDLIGT i planlægningen af arbejdet.
  • Der skal findes løsninger så HØJT oppe af forebyggelsestrappen som muligt.
  • Det forebyggende arbejde skal være BREDT forankret – organisatorisk og ledelsesmæssigt og med medarbejdernes aktive medvirken.

Ulykker sker af mange forskellige årsager, og der kan være medvirkende årsager, som ofte er svære at få øje på. Som grundlag for sin forebyggelse af ulykker bør arbejdspladsen derfor gennemgå alle relevante forhold, der kan føre til ulykker på arbejdspladsen.

Der skal i de kommende tre år indsamles viden om en ny type ulykker hvert år, som skal samles i et analysegrundlag til ekspertgruppen. I 2024 er fokus på ulykker ved arbejde med maskiner i landbruget.

Vidensgrundlaget for ekspertgruppens arbejde opnås ved, at der udarbejdes analyser af 15-25 arbejdsulykker inden for årets emne. Dette skal sikre Ekspertgruppen viden om omstændighederne omkring ulykkerne og om de bagvedliggende faktorer.

Fire faste og to ad hoc medlemmer

Udover de faste medlemmer indgår der også ad hoc medlemmer i ekspertgruppen, der har særlig ekspertise om årets emne.

De faste medlemmer er følgende:

  • Formand Dan Radmer Henriksen, Senior Director I Group Health & Safety i STARK
  • Pete Kines, seniorforsker, NFA
  • Kent Jacob Nielsen, seniorforsker og souschef, Regionshospitalet i Gødstrup
  • Kirstine Lindved, tilsynschef, Arbejdstilsynet

I 2024 vil ad hoc medlemmerne være:

  • Christina Edstrand, arbejdsmiljøchef, SEGES Innovation
  • Christine Ipsen, professor ved Institut for Ingeniørteknologi og -didaktik, DTU

Læs mere om ekspertgruppen i Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse.

Kontakt

Seniorforsker Pete Kines, NFA


NFA logo

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø | Lersø Parkallé 105 | 2100 København Ø. | T: 39 16 52 00 | F: 39 16 52 01 | M: nfa@nfa.dk | CVR: 15 41 37 00