Positive faktorer - et perspektiv på psykosocialt arbejdsmiljø
Positive faktorer i arbejdet handler om de faktorer i arbejdsmiljøet og i medarbejderens oplevelse af sin arbejdssituation, der både understøtter medarbejderens mulighed for at håndtere sine arbejdsopgaver og bidrager til medarbejderens trivsel, læring og/eller personlige udvikling. Positive faktorer i arbejdet indtager i dag en mere fremtrædende position i den danske arbejdsmiljøforståelse end tidligere.
Definition af positive faktorer i arbejdet
Positive faktorer i arbejdet kan forstås som potentielle ressourcer i arbejdslivet, som drejer sig om
- psykosocialt arbejdsmiljø og rammerne for arbejdets udførelse, dvs. om medarbejderne har indflydelse på deres arbejde eller ej, om der på arbejdspladsen findes social kapital, dvs. om der findes konstruktive samarbejdsrelationer mellem kollegerne og mellem kolleger og nærmeste leder/topledelsen, og om der er adgang til den nødvendige information.
- positive psykologiske tilstande, dvs. om medarbejderne føler et engagement i arbejdspladsen og oplever en følelse af mening i arbejdet.
Samspil mellem positive faktorer og kravene i arbejdet
Seniorforsker Thomas Clausen anskuer i dette videooplæg det psykosociale arbejdsmiljø som et dynamisk samspil mellem de positive faktorer i arbejdet og de krav, der stilles i arbejdet, fx en stor arbejdsmængde, et højt arbejdstempo eller høje følelsesmæssige krav. I forskningen har man traditionelt betragtet kravene i arbejdet som potentielle risikofaktorer i arbejdsmiljøet, da de kan være forbundet med fysiske og/eller psykiske belastninger.
De positive faktorer i arbejdsmiljøet kan derimod betragtes som aspekter af det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, der understøtter medarbejderens muligheder for på bedste vis at håndtere de krav og mulige belastninger, der er forbundet med at løse arbejdsopgaverne og bidrager til medarbejderens trivsel, læring og/eller personlige udvikling i forbindelse med løsningen af arbejdsopgaverne.
Samspillet har betydning for medarbejdernes trivsel
Samspillet mellem kravene i arbejdet og de positive faktorer i arbejdet forventes at have betydning for medarbejdernes trivsel i arbejdssituationen. En situation, hvor kravene i arbejdet overstiger de positive faktorer i arbejdet, og dermed skaber en ubalance, kan føre til en nedslidning af medarbejderens fysiske og psykiske ressourcer. Det kan øge risikoen for dårligt helbred og ringe trivsel. Omvendt forventes en balance mellem arbejdspladsens krav og de positive faktorer at øge sandsynligheden for, at medarbejderen bevarer eller forbedrer helbred og trivsel i arbejdssituationen.
Hvad forskningen viser om positive faktorer
Flere undersøgelser tyder på, at positive faktorer i det fysiske og psykosociale arbejdsmiljø har betydning for både medarbejderens trivsel i det daglige arbejde og for medarbejderens tilknytning til arbejdsmarkedet på længere sigt. For eksempel ved at positive faktorer i arbejdet kan nedsætte risikoen for langvarigt sygefravær og førtidspension. Herudover viser flere studier, at medarbejderens oplevelse af mening i arbejdet og engagement i arbejdspladsen er influeret af positive faktorer i det psykosociale arbejdsmiljø. Endelig tyder flere studier på, at når der er positive faktorer i arbejdet, så bidrager medarbejderen med en højere kvalitet og effektivitet, når han eller hun udfører kerneopgaven.