Spring over hovedmenu

SOSU’er skal finde den helt rigtige balance mellem hårdt arbejde og hvile

Forskere bag et nyt forskningsprojekt sætter fokus på at finde frem til en bedre balance mellem fysisk aktivitet og hvile i arbejdstiden – kaldet Guldlok-princippet.

Fysisk aktivitet og bevægelse er noget af det bedste for sundheden. Til trods for dette, har man indtil nu primært arbejdet med at reducere fysisk belastninger på arbejdspladserne.

Med eventyrlig inspiration vil forskere fra Det Nationale Forskningsinstitut for Arbejdsmiljø (NFA) derfor undersøge om arbejdet kan organiseres, så det i stedet giver den ”helt rette” balance mellem fysisk belastning og hvile af kroppen. De skal først måle, hvordan det fysiske arbejdsmiljø er på en række konkrete arbejdspladser og derefter undersøge, hvad der kan gøres for give arbejdet en sundhedsfremmende effekt for de ansatte. Forskerne har derfor modtaget midler, så de kan teste guldlog-princippet på SOSU-ansatte i hjemmeplejen.

Kondition og hvilepauser

Projektet forskningsteam vil undersøge om det er muligt at ændre eksisterende arbejdsopgaver, så de forbedrer sundheden uden at det går ud over produktiviteten. Alt dette kommer til at ske i tæt samarbejde mellem forskere, ledere og medarbejdere, og de ændrede arbejdsopgaver vil efterfølgende blive afprøvet i hjemmeplejen.

Eventyret om hjemmeplejen og den helt rigtige arbejdsbalance vil give et nyt indblik i mulighederne for at skabe et sundhedsfremmende arbejdsmiljø for ansatte i hjemmeplejen.

Hvad er Guldlok-princippet?

Forskerne har taget navnet fra eventyret om Guldlok og de tre små bjørne. I eventyret går Guldlok ud i skoven og kommer til bjørnefamiliens hus. Hun opdager at huset er tomt, men ser, at der står tre tallerkner med grød på bordet. Dem smager hun på. Den ene tallerken grød er for varm, den anden for kold, mens den tredje er lige tilpas og den spiser hun op. Guldlok prøver også bjørnefamiliens tre stole og tre senge. I begge tilfælde finder hun den stol og den seng, som hverken er for hård eller blød, men lige præcis passer til hende.

På samme måde vil forskerne finde en balance i arbejdslivet, så medarbejderne bruger kroppen nok til at øge konditionen, men ikke så meget at de bliver nedslidte”.


Yderligere oplysninger