Spring over hovedmenu

Forskningsgruppe sætter fokus på farlige bakterier blandt SOSU’er

SOSU’er færdes blandt syge, gamle og svækkede mennesker og udsætter dermed dem selv og andre for smitte. Særligt fokus er der på MRSA-bakterier, der kan være svære at behandle.

Forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) arbejder på højtryk for at undersøge, om SOSU’er er udsatte for den særlige MRSA-bakterie i arbejdsmiljøet.

Både på sygehuse og i private hjem færdes de blandt smittede patienter. MRSA er en ’multiresistent’ bakterie, dvs. at den ikke kan behandles med antibiotika såsom penicillin, og derfor kan det være et problem, hvis man smittes, eller hvis man bringer smitten videre til andre.

Tidligere blev MRSA især fundet hos patienter, der var indlagt på hospitalet, men i dag finder man også MRSA-bakterien uden for sygehusene, som fx i plejeboliger. Ansatte i hjemmeplejen arbejder tæt på borgerne og kan derved være i højrisiko for smitte.

Ny forskning – nyt fokus

NFA har gennemført over 70 målingerne på bl.a. 37 SOSU-assistenter og 15 SOSU-hjælpere. Der er samtidig indsamlet prøver fra overflader i boligen, som beboerne og ansatte er hyppigt i kontakt med, som fx dørhåndtag, lyskontakter og fjernbetjeningen.

NFA sætter således ny fokus på mulige strategier til at nedbryde de barrierer, de ansatte kan stå over for i deres arbejde med beboere, der er smittet af MRSA.

Hvad er MRSA?

  • MRSA står for methicillin-resistent Staphylococcus aureus.
  • MRSA er resistente over for mange af de almindelige antibiotika til at behandle stafylokokinfektioner.
  • MRSA kan give alvorlige infektioner hos svækkede personer som ældre eller syge, som kan være vanskelige og mere langtrukne af behandle end normalt.

Gode råd til at undgå smitte

  • God og hyppig håndhygiejne er en god måde at forhindre smittespredning.
  • Ansatte skal altid bruge personlige værnemidler i de relevante arbejdssituationer.
  • Tøj og sengetøj kan være kilde til smitte og rengøring med fjernelse af støv har derfor betydning for at holde bakteriemængden i miljøet nede.