Spring over hovedmenu

Relevant at begrænse endotoksiner i gartnerier

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - Af: Kirsten Rydahl - 18-11-2016

Indholdet af endotoksiner i luften i drivhuse og akutfaseproteiner i blodet hos drivhusgartnere følges ad. Det er derfor relevant at forebygge indånding af organisk støv i gartnerier, vurderer forskere.

Nogle drivhusgartnere udsættes for organisk støv, som indeholder høje koncentrationer af endotoksiner (giftstof fra visse bakterier). Det øger risikoen for, at gartnerne kan få inflammation (betændelseslignende tilstand) i luftvejene eller kan udvikle luftvejsallergi.

Indåndingen af endotoksiner udløser også et såkaldt akutfaserespons. Det viser resultaterne fra en ny undersøgelse, som forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Syddansk Universitet (SDU) har gennemført.

Kan påvirke helbredet

Et akutfaserespons er en kompleks reaktion i kroppen, som øger indholdet af akutfaseproteiner i blodet. Responset er kroppens naturlige forsvar mod virus og bakterieinfektioner og forskellige former for partikler. Men et forhøjet akutfaserespons er også en risikofaktor for flere kroniske sygdomme.  Epidemiologiske undersøgelser har blandt andet vist, at forhøjede koncentrationer af akutfaseproteiner øger risikoen for, at man udvikler hjertekarsygdom senere i livet.

Relevant at begrænse endotoksiner i gartnerier

Indholdet af akutfaseproteiner i blodet hos gartnerne hang sammen med  med mængden af endotoksin i arbejdsmiljøet – jo højere indhold af endotoksin i luften desto højere indhold af akutfaseproteiner var der i medarbejdernes blod.

- Denne direkte sammenhæng mellem endotoksin og akutfaseproteiner er grunden til, at vi finder det relevant at begrænse udsættelsen for endotoksiner i arbejdsmiljøet på gartnerier, forklarer Anne Mette Madsen.

Indholdet af akutfaseproteiner i blodet hos gartnerne var på samme niveau som undersøgelsens referencegruppe, tilføjer Anne Mette Madsen.

Simple omlægninger af arbejde mindsker endotoksin

Forskning fra NFA har tidligere vist, at man kan mindske udsættelsen for endotoksin i arbejdsmiljøet ved simple omlægninger af arbejdsprocesser som fx at fjerne planter, mens de er grønne, i stedet for at vente, til de visner. Læs mere om det i nyheden 'Ændrede arbejdsgange i væksthusgartnerier kan nedsætte koncentrationen af bioaerosoler i luften', som blev offentliggjort på NFA’s hjemmeside januar 2014.

Samarbejde

Undersøgelsen er gennemført i samarbejde mellem

  • Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
  • Syddansk Universitet.
 

Læs den videnskabelige artikel

Madsen AM, Thilsing T, Bælum J, Garde AH og Vogel U. Occupational exposure levels of bioaerosol components are associated with serum levels of the acute phase protein Serum Amyloid A in greenhouse workers. Environmental Health 2016;15:9. DOI 10.1186/s12940-016-0090-7.

Artiklen kan frit downloades fra tidsskriftets hjemmeside.

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Anne Mette Madsen og professor Ulla Vogel, begge NFA