Partikler i arbejdsmiljøet

Vi skal være opmærksomme på de ultrafine partikler, vi udsættes for i arbejdsmiljøet. Det er budskabet fra to professorer fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) oven på flere nye forskningsresultater.

Professor Ulla Vogel fra NFA fortæller, om hvad partikler i arbejdsmiljøet betyder for vores helbred. Video: Anne-Mette Holm, NFA.

- Vi har generelt undervurderet farligheden af partiklerne, siger professor Ulla Vogel.

I takt med at forskerne undersøger flere typer partikler og lærer mere om, hvordan de påvirker kroppen, bliver de også mere opmærksomme på deres farlighed.

- Det betyder, at der skal fokuseres mere på at reducere menneskers eksponering  for ultrafine partikler, siger Ulla Vogel.

Længe har man antaget, at den kemiske sammensætning af partiklerne har været udslagsgivende. Men de nye undersøgelser fra blandt andet NFA viser, at det også er størrelsen, der gør de ultrafine partikler farlige.

- Det er generelt ikke godt at blive udsat for meget små partikler, vores krop er ikke bygget til det, siger professor Keld Alstrup Jensen. 

Det betyder, at man i højere grad skal se på alle de processer i arbejdsmiljøet, hvor ansatte udsættes for ultrafine – eller nanopartikler. 

Partikler fra udstødning

I de seneste 20 år har man forsket i farligheden af partikler fra luftforurening. Her har store epidemiologiske undersøgelser – dvs. undersøgelser, hvor man indsamler sundhedsdata fra store befolkningsgrupper over længere tid – vist, at mennesker, der bor langs store trafikårer, har forøget risiko for bl.a. hjertekarsygdomme og lungekræft. Der er også indikationer på andre effekter, såsom diabetes og tidligere fødsel hos gravide.

Mistanken faldt på de store mængder sodpartikler fra trafikudstødning, der findes i luften disse steder, og det europæiske kræftagentur IARC har siden 2012 klassificeret dieseludstødning som kræftfremkaldende. I Danmark har Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet beregnet, at godt 3.000 danskere vil dø før tid i 2020 som følge af partikelforurening.

Det er størrelsen, der gør dem farlige

Siden årtusindskiftet har forskere undersøgt, hvad partikler i nanostørrelse gør ved kroppen i takt med, at de små partikler har vundet indpas i industrien, fx i farvestoffer. Her har man typisk kigget på de skader i vævet, man har fundet hos forsøgsdyr udsat for nanopartikler. 

Det betyder, at forskerne nu begynder at kunne sammenholde de resultater, man har fra de store epidemiologiske undersøgelser af helbredseffekter efter mange års udsættelse for ultrafine partikler hos mennesker, med den nye laboratorieforskning, hvor man kan undersøge flere typer partikler og få mere detaljeret viden. 

- Det giver en bedre forståelse af, hvorfor de er farlige, og dermed også et bedre grundlag for at forebygge, siger Keld Alstrup Jensen.

Forsøg med mus viser, at når ultrafine partikler trænger ned i det dybe lungevæv, hvor kroppen har sværere ved at komme af med dem, kan de bl.a. forårsage inflammation – en betændelseslignende tilstand. Endvidere kan de forårsage et såkaldt akutfaserespons, som er kroppens første generelle reaktion på de ultrafine partikler, som kroppen ser som svært nedbrydelige fremmedlegemer. Det er disse reaktioner, der på lang sigt kan føre til forskellige lungesygdomme og hjertekarsygdom. Dertil kommer andre skadelige effekter, som kan skyldes partiklernes kemiske sammensætning eller form. 

Læs mere om undersøgelser af industrielt producerede nanopartikler her: 

Dieselpartikler og carbon black nanopartikler er nogenlunde lige farlige at indånde

Langvarig inflammation efter udsættelse for carbon black nanopartikler

Lave koncentrationer af carbon black nanopartikler giver dna-skader i muselunger

Partikler i tog og lufthavne

Med den nye viden er forskerne blevet opmærksomme på, at andre typer forbrændingsmotorer udsender sodpartikler, der ligner de farlige dieselpartikler. Andre typer partikler kan derfor potentielt være lige så skadelige.

En undersøgelse fra to lufthavne viser således, at partiklerne fra flymotorer både ligner dieselpartikler og giver samme skadelige effekter som dieseludstødningspartikler i dyreforsøg. Det tyder derfor på, at flyemissionspartikler er lige så farlige som dieseludstødningspartikler. Det fandt man ud af ved netop at finde samme inflammation, akut-faserespons og dna-skader i forsøgsmus efter udsættelse for både dieselpartikler, flyemissionspartikler og industrielt producerede rene kulpartikler i nanostørrelse (carbon black).

I en anden undersøgelse har man undersøgt, hvor mange sodpartikler fra et diesellokomotiv, der trænger ind i de efterfølgende vogne. Ikke overraskende fandt man en høj koncentration i forreste vogn. Samtidig undersøgte man, hvordan dieseludstødningen fra lokomotivet påvirker kroppen ved at lade 29 forsøgspersoner køre med tog 3 dage i træk. Forsøgspersonerne kørte skiftevis i dieseldrevne og i eldrevne tog. Helbredseffekterne blev bl.a. undersøgt ved hjælp af såkaldte biomarkører i blodprøver fra forsøgspersonerne. Biomarkører bruges som tidlige risikomarkører for forskellige sygdomme. Forskerne sammenlignede derpå blodprøveværdier efter kørsel med dieseldrevne tog med værdier efter kørsel med eldrevne tog.

- En af biomarkørerne var et øget niveau af dna-skader, som er en biomarkør, vi især forbinder med kræftfremkaldende påvirkninger, siger Ulla Vogel. 

Begræns udsættelsen for partikler

Fundene betyder ifølge forskerne, at vi skal være mere opmærksomme på at undgå eksponering for partikelforurening, som altså findes ved flere typer forbrændingsmotorer. Partikler i arbejdsmiljøet findes ikke kun her, men også i forbindelse med fx svejsning og slibning, hvor stadig kraftigere maskiner og høj-energi processer giver tilsvarende flere og mindre støvpartikler. Desuden findes partiklerne i alle de processer, hvor man benytter industrielt producerede nanopartikler. 

I flere arbejdssammenhænge kan man tilrettelægge arbejdet på en måde, så man undgår at blive udsat for partikelforurening. Fx viste undersøgelsen fra dieseltogene, at koncentrationen kun steg, når lokomotivet trak toget efter sig. Når lokomotivet derimod kørte bagerst og skubbede toget, trængte dieseludstødningen ikke ind i passagervognene.

Fra et sundhedsperspektiv ville det nemmeste naturligvis være, understreger Keld Alstrup Jensen, helt at erstatte forbrændingsmotorerne. Fx fandt forskerne ikke samme mængde ultrafine partikler i passagervognene på elektriske tog som i dieseltogene.

- Så hvor man kan erstatte forbrændingsmotorerne med noget andet, er det bedst. Dernæst kan man mindske eksponeringen. Det vil sige, at man skærmer motorerne bedre af, laver bedre udsugning eller på anden måde holder udstødning adskilt fra mennesker. Som med dieseltoget, hvor man kan vende togsættet om, så lokomotivet altid kører bagerst, siger Keld Alstrup Jensen.

Er det heller ikke muligt, må man forsøge at omlægge arbejdet og organisere det, så de ansatte udsættes mindst muligt for udstødning. Det kan være på en byggeplads med flere store maskiner, hvor man må være opmærksom på at holde sig på afstand af maskinerne, mens de kører.

- Først som en sidste udvej må man ty til personlige værnemidler, fx støvmasker, siger Keld Alstrup Jensen. 

Læs mere om undersøgelsen af dieseltog
Læs mere om undersøgelsen fra lufthavne
Læs mere om forebyggelse

Find hele NFA's temanyhedsbrev om partikler i arbejdsmiljøet her