Spring over hovedmenu

Ph.d.-forsvar om arbejdsevne hos mennesker med sygdomme i skjoldbruskkirtlen

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 20-08-2014

Påvirker sygdomme i skjoldbruskkirtlen den ramte persons evne til at klare sit arbejde? Det vil cand.psych. aut. Mette Andersen Nexø svare på, når hun forsvarer sin ph.d.-afhandling torsdag den 4. september 2014 kl. 14.00 på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Sygdomme i skjoldbruskkirtlen rammer 15 procent af befolkningen

Sygdomme i skjoldbruskkirtlen (thyroideasygdomme) rammer ca. 15 procent af befolkningen – især kvinder – og omfatter en række forskellige sygdomme. Sygdommene er forbundet med, at skjoldbruskkirtlen enten forstørres (struma) eller ændrer funktion, så stofskiftet enten er for højt (hyperthyroidisme) eller for lavt (hypothyroidisme). 

Arbejdsevne er et aspekt af livskvalitet

De thyroideasygdomme, der skyldes en ændret funktion af skjoldbruskkirtlen, medfører et bredt spektrum af fysiske og psykiske symptomer og kan forringe livskvaliteten hos den ramte person. Evnen til at arbejde er et vigtigt aspekt af livskvaliteten. Alligevel er der kun få studier, hvor forskere har undersøgt, om personer med thyreoideasygdomme har nedsat arbejdsevne, og de mulige mekanismer mellem sygdommen og arbejdsevnen er dårligt belyst. 

Formålet med afhandlingen undersøgt i tre studier

Formålet med afhandlingen har været at evaluere hvordan thyreoideasygdomme påvirker personers arbejdsevne og deres evne til at fastholde arbejdet. Dette formål blev undersøgt i tre studier: 

  1. En registerbaseret kohorte undersøgelse
  2. En kvalitativ interview undersøgelse 
  3. En spørgeskemaundersøgelse. 

Mette Andersen Nexø’s afhandling har titlen ‘Work disability among people with benign thyroid diseases in Denmark’.

Tid og sted

  • Tid: Torsdag den 4. september, 2014 kl. 14.00.
  • Sted: Auditoriet på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Lersø Parkallé 105, 2100 København Ø.

Vejledere

  • Hovedvejleder: Professor Jakob Bue Bjørner, Københavns Universitet, Institut for Folkesundhed og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
  • Projektvejleder: Seniorforsker Torquil Watt, Afdeling for Medicinsk Endokrinologi, Rigshospitalet.

Bedømmelsesudvalg

  • Finn Diderichsen (formand), professor, Institut for Folkesundhed, Afdeling for Social Medicin, Københavns Universitet.
  • Thomas Brix, lektor, overlæge, Klinik for Skjoldbruskkirtelsygdomme (Thyreoideaklinikken), Odense Universitets Hospital.
  • Ute Bültmann, Professor, University of Groningen, Holland.

Yderligere oplysninger

Professor Jakob Bue Bjørner, KU og NFA eller forskningschef Elsa Bach, NFA.