Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 16-01-2014
Ph.d.-forsvar om måling af luftforurening i danske hjem og interaktion mellem ozon og støv
Varierer indholdet af ozon, kvælstofdioxid, aldehyder og partikler i indeklimaet gennem året? Og hvordan interagerer ozon med gulvstøv i kontorer og boliger? Det har ph.d.-studerende Anni Vibenholt blandt andet undersøgt i sit ph.d.-studie, som hun har gennemført på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og forsvarer tirsdag den 21. januar på Københavns Universitet.
Kemiske stoffer i indeklimaet
Irritation i øjne og luftveje i indeklimaet kan skyldes luftforureninger, der afgives direkte fra byggematerialer og møbler, eller som dannes ved ozons reaktion med bl.a. fedtstoffer i gulvstøv. Det er baggrunden for Anni Vibenholts ph.d.-studie, hvor hun har målt udvalgte stoffer fra luftforurening i danske hjem og ozons interaktion med støv fra gulve. Hun har undersøgt samspillet mellem indendørs gulvstøv og ozon under kontrollerede betingelser i et mini-klimakammer i laboratoriet,
analyseret data for forekomsten af ozon, kvælstofdioxid (NO2), aldehyder, partikler (0,75-15 μm) samt ultrafine partikler (<1 μm) forår, sommer og vinter fra fem danske hjem
testet en ny analyseteknik (Low Temperature Plasma – LTP – kombineret med massespektrometri) til direkte måling af organiske luftforureninger opsamlet på PM2.5 filtre i fem private hjem.
Ph.d.-studie en del af CISBO
Ph.d.-studiet indgår i CISBO - Center for Indeklima og Sundhed i Boliger [link til CISBO’s hjemmeside], som er finansieret af Realdania
CISBO bliver gennemført i samarbejde mellem Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Danmarks Tekniske Universitet, Aalborg Universitet, Københavns Universitet og Aarhus Universitet.
Tid og sted for Anni Vibenholts ph.d.-forsvar
Tid: Tirsdag den 21. januar 2014 kl. 14.15.
Sted: Auditorium 4, H.C. Ørsted Instituttet, Københavns Universitet, Universitetsparken 5 st., 2100 København Ø.
Alle interesserede er velkomne. Tilmelding er ikke nødvendig.
Vejledere
Professor Ole John Nielsen, Kemisk Institut, Købehavns Universitet
Seniorforsker Per Axel Clausen, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Professor Peder Wolkoff, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Bedømmere
Professor Matthew S. Johnson, Købehavns Universitet, formand for bedømmelsesudvalget
Adjungeret professor Sarka Langer, IVL Svenska Miljöinstitutet
Seniorforsker Jacob Klenø Nøjgaard, Aarhus Universitet
Yderligere oplysninger
Professor Peder Wolkoff, tlf. 3916 5272, pwo@arbejdsmiljoforskning.dk eller seniorforsker Per Axel Clausen, tlf. 3916 5273, pac@arbejdsmiljoforskning.dk