Spring over hovedmenu

Temamøde om mulige helbredseffekter af nanofilmprodukter

15-05-2014

Nanofilmprodukter til overfladebehandling af fx gulve og fliser kan give alvorlige skader i lungerne, hvis de indåndes. Det viser resultater fra blandt andet NFA’s forskning og arbejdsulykker flere steder i verden. Kom og hør mere om emnet på Dansk Center for Nanosikkerheds temamøde i København den 15. maj 2014.

Nanofilmprodukter mindsker behov for rengøring

Nanofilmprodukter anvendes til overfladebehandling af blandt andet fliser, glasflader og gulve. De bliver sprøjtet på overfladerne og danner en tynd film, som er ca. 20 nanometer tyk – deraf betegnelsen nanofilmprodukter. Produktet gør, at den behandlede overflade afviser skidt og mindsker behovet for rengøring.

Flere årsager til lungeskader 

Nanofilmprodukter, som indeholder perfluorsilaner, kan give alvorlige lungeskader hos mus. Det viser resultaterne fra en undersøgelse af forskellige typer af nanofilmprodukter, som NFA har gennemført. Nye resultater tyder på, at både aktivstoffet og opløsningsmidlet i sprayproduktet har betydning for, om det kan skade luftvejene. På temamødet kan du høre mere om, hvordan de forskellige stoffer i sprayprodukterne påvirker lungerne, og hvordan man kan beskytte sig.

Målgruppen er fagpersoner, men alle er velkomne

Temamødet henvender sig især til medarbejdere fra relevante myndigheder, arbejdsmiljørådgivere, virksomheder, organisationer samt politikere med interesse for regulering af nanomaterialer. Men alle interesserede er velkomne.

Program for temamødet

10.00 Hvordan kan nanomaterialer påvirke os i arbejdsmiljøet?
Velkomst og kort om baggrunden for mødet.
Oplæg ved professor Ulla Vogel, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 

10.15 Nanofilmprodukter - Hvad er det og hvor bruges de?
I oplægget beskrives, hvordan nanofilmprodukter er sammensat rent kemisk, og hvordan teknikken i produkterne er. Derudover beskrives, hvordan vi analyserer produkternes kemiske og fysiske sammensætning og hvordan man kan anvende simulerede eksponeringsscenarier til at beregne/vurdere en arbejdsmæssig udsættelse for produkterne. 
Oplæg ved kemiker Asger W. Nørgaard, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 

10.30 Inhalation af aerosol med overfladebehandlingsprodukter kan give lungeskader
Resultater fra Giftlinjen og et større udbrud i Grønland viser, at aerosoler kan føre til alvorlige lungeskader ved inhalation af produkter med overfladebehandlingsmaterialer. De kliniske forløb fremlægges og mekanismer diskuteres.
Oplæg ved overlæge Niels Ebbehøj, Arbejdsmedicinsk Klinik, Bispebjerg Hospital 

10.45 Toksikologiske effekter af nanofilmprodukter 
Inhalation af nanofilmprodukter kan give særdeles alvorlige forgiftninger. I oplægget præsenteres den toksikologiske virkningsmekanisme bag nanofilmprodukter, og en reagensglasmetode til relativt hurtigt og billigt at screene produkter for toksiske effekter diskuteres. 
Oplæg ved toksikolog Søren Thor Larsen, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 

11.00 Spørgsmål og diskussion 

11.30 Tak for i dag 

Læs mere om Dansk Center for Nanosikkerhed på www.nanosikkerhed.nu 

Yderligere oplysninger

Professor Ulla Vogel, NFA, tlf. 3916 5227, ubv@arbejdsmiljoforskning.dk.