Spring over hovedmenu

Dobbelt tiltrædelsesforelæsning om arbejdsrelateret astma og kronisk syge på arbejdsmarkedet af to nye professorer på NFA

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 28-05-2015

Hvad er status for forskningen om miljøets betydning for astma – og hvordan kan denne viden bruges til generelt at forbedre arbejdsmiljøet i Danmark? Hvilke udfordringer i arbejdsmiljøet har mennesker med kronisk sygdom? To nyudnævnte professorer på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, vil tale om disse emner i deres tiltrædelsesforelæsninger den 22. juni 2015.

To nye professorer bidrager til udvikling af NFA's forskningsprofil

To nye professorer på NFA med ekspertise i epidemiologi og arbejdsmedicin skal være med til at udvikle NFA´s forskningsprofil. Jakob Bue Bjørner og Vivi Schlünssen blev den 1. april 2015 udnævnt til professorer i epidemiologi og arbejdsmedicin, og de er begge tilknyttet den epidemiologiske forskning og overvågningen af arbejdsmiljø og helbred i Danmark. De får ansvaret for at videreudvikle NFA’s forskning indenfor arbejdsmiljøovervågningen og for at præge forskningen indenfor de øvrige prioriterede områder ved at sætte arbejdsmedicin og epidemiologi på dagsordenen. 

De to tiltrædelsesforelæsninger

Professor Vivi Schlünssen vil tale om emnet ” Der er noget i luften – en historie om astma og arbejde”. Hun vil blandt andet:

  • give en status over vores viden om astma og arbejde,
  • komme med bud på, hvad forskningen i astma og arbejde kan bidrage med for at forbedre arbejdsmiljøet i Danmark,
  • komme med eksempler på aktuelle projekter og projektidéer. 

Professor Jakob Bue Bjørner vil tale om emnet ”Mennesker med kronisk sygdom på arbejdsmarkedet”. Han vil blandt andet:

  • give en status over vores viden om kronisk syge på arbejdsmarkedet,
  • diskutere arbejdsmiljøforhold for arbejdstagere med kronisk sygdom,
  • beskrive udviklingen i forskningsmetoder om arbejdsmarkedstilknytning,
  • beskrive forskningsinitiativer fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø vedrørende arbejdstagere med kronisk sygdom.

Tid og sted og tilmelding

  • Tid: Mandag den 22. juni kl. 13.00
  • Sted: Auditoriet, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Lersø Parkallé 105, 2100 København Ø.
  • Tilmelding: Er ikke nødvendig.

Program

13.00  Direktør Inger Schaumburg, NFA, byder velkommen.  

13.15 Professor Vivi Schlünssen holder sin tiltrædelsesforelæsning med titlen ”Der er noget i luften – en historie om astma og arbejde”. 

13.45 Professor Jakob Bue Bjørner holder sin tiltrædelsesforelæsning med titlen ”Mennesker med kronisk sygdom på arbejdsmarkedet”.

14.15 Reception med deltagelse af alle inviterede og øvrige gæster. 

 

Blå bog - Professor Vivi Schlünssen 

Vivi Schlünssen er speciallæge i Arbejdsmedicin, og har siden 2003 arbejdet på Institut for Folkesundhed, siden 2008 som lektor. Vivi Schlünssen har været ansat på forskellige Arbejdsmedicinske klinikker i Danmark, senest som overlæge på Arbejdsmedicinsk klinik på Aarhus Universitets hospital. Hendes forskningsindsats har været centreret om vurderinger af eksponeringer i arbejdsmiljøet. Det primære fokus har været på luftbårne eksponeringer og luftvejssygdom samt afdækning af determinanter for eksponering i bl.a. træindustri og landbrug. Ved at kigge på eksponeringer i voksenlivet kan man kun forklare en mindre del af luftvejssygdom blandt mennesker, og derfor har studier der belyser vigtigheden af forskellige eksponeringsvinder – fra før fødslen og til eksponeringer på arbejdspladsen – fået stadig større opmærksomhed.

Blå bog - Professor Jakob Bjørner 

Jakob Bjørner er læge og blev ansat på Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i 1999 og blev professor MSO i epidemiologi i 2007. Jakob Bjørner er desuden adjungeret professor ved Københavns Universitet, honorary professor ved University of Sheffield og forskningschef ved firmaet Optum PatientInsights. Jakobs forskning har haft særlig fokus på udvikling  og afprøvning af spørgemetoder om helbred og arbejdsmiljø samt epidemiologiske undersøgelser af kronisk sygdom. Jakob er ekspert i psychometriske analyser af helbredsspørgeskemaer og leder en forskningsgruppe om helbredsspørgeskemaet SF-36. Han har endvidere stået bag en række  undersøgelser ved det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø om kronisk sygdom, arbejdsmiljø og arbejdsmarkedstilknytning.  

Se Jakob Bjørners CV