

Temamøde: Styr på kemiske stoffer og materialer på arbejdet
06-12-2018
Værktøjer, der kan hjælpe virksomheder med at afklare, om et kemisk stof eller materiale er skadeligt, og hvordan virksomheden bedst tilrettelægger arbejdet med stofferne. Det er emnet for dette temamøde på NFA den 6. december 2018.
Der er stadig omfattende udsættelse for kemiske stoffer og materialer på danske arbejdspladser. Samtidig antyder resultaterne fra en interviewundersøgelse inden for tre hovebrancheområder, at virksomhedernes risikohåndtering kan være utilstrækkelig. Så der er stadig behov for at have fokus på det kemiske arbejdsmiljø.
Inden man begynder at anvende et kemisk stof eller materiale i produktionen på en arbejdsplads, skal det afklares, om stoffet eller materialet er skadeligt. Hvis det er, skal arbejdspladsen tilrettelægge arbejdet, så medarbejderne ikke bliver udsat for så høje koncentrationer af stoffet eller materialet i arbejdsmiljøet, at det kan være skadeligt. Derudover kan arbejdspladsen med fordel foretage systematiske runderinger, hvor man sikrer at forholdene og adfærden med kemiske stoffer eller materialer er i overensstemmelse med arbejdspladsens regler og procedurer.
På dette temamøde vil oplægsholderne præsentere nogle værktøjer, som arbejdspladser kan anvende til at få styr på deres kemiske stoffer og materialer og til at vurdere og håndtere mulige helbredsmæssige risici, der kan være ved at anvende kemikalierne i produktionen.
Kampagnen 'Sikre og sunde arbejdspladser har styr på kemien'
Dette temamøde ligger fint i tråd med det europæiske arbejdsmiljøagenturs kampagne ’Sikre og sunde arbejdspladser har styr på kemien’, som de søsatte tidligere i år - en kampagne, som især retter fokus på, hvad arbejdspladserne kan gøre for bedre at kunne håndtere risikoen for, at medarbejdere blive udsat for skadelige kemiske stoffer i arbejdsmiljøet.
Program
10.00 Velkommen og introduktion til dagens emne
Professor Ulla Vogel, NFA
10.05 Regler og vejledninger
Indtil nu har arbejdsgiveren opfyldt kravet om kemisk APV ved at udarbejde arbejdspladsbrugsanvisninger, når de ansatte arbejder med farlige stoffer og materialer. Arbejdstilsynet arbejder på at forenkle reglerne uden at sænke beskyttelsesniveauet. Målet er, at der fremadrettet kun vil være krav til arbejdsgiveren om at udarbejde den kemiske APV. Digitale redskaber som Stoffenmanager og Nanosafer kan hjælpe med at opfylde kravet om kemisk APV.
Akademisk medarbejder Nanna Rosted Vind, Arbejdstilsynet
10.20 Stoffenmanager og Nanosafer
Stoffenmanager og Nanosafer er internetbaserede værktøjer, som arbejdspladser gratis kan anvende til at vurdere og håndtere de mulige risici, der kan være ved at anvende kemiske stoffer og materialer i produktionen.
Seniorforsker Marie Frederiksen og professor Keld Alstrup Jensen, NFA
10.35 Hvordan finder I viden om kemiske stoffer og materialer?
Viden om kemiske stoffer og materialers skadelige effekter er første trin i at sikre et godt arbejdsmiljø, og internettet er en stor hjælp. Det giver nemlig hurtig adgang til et væld af information om deres kemi, potentielt skadelige effekter på helbredet, værnemidler mm. NFA har samlet mange af de bedste links på sin hjemmeside.
Seniorforsker Karin Sørig Hougaard, NFA
10.50 Safety Observer – app til at overvåge arbejdsmiljøet
Safety Observer er en gratis app, som gør det nemmere at undersøge og løbende følge op på arbejdsrelaterede sikkerhedsforhold og sikkerhedsadfærd på en arbejdsplads. Den kan bl.a. og bruges til at følge sikkerheden ved brug og håndtering af kemiske stoffer og materialer på arbejdspladsen.
Seniorforsker Pete Kines, NFA
11.00 Spørgsmål og diskussion
11.30 Tak for i dag
Tid, sted og tilmelding
- Tid: Torsdag den 6. december kl. 10.00-11.30
- Sted: Auditoriet, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), Lersø Parkallé 105, 2100 København Ø
- Tilmelding: Du kan tilmelde dig temamødet på denne elektroniske tilmeldingsblanket.
Yderligere oplysninger
Professor Ulla Vogel, NFA