

Årsmøde om Sundhedsmiljø: Bliv klar til at styrke sundheden på jeres arbejdsplads
10-10-2025
Fredag den 10. oktober 2025 inviterede NFA igen til årsmøde om Sundhedsmiljø. Her delte vi viden om, hvordan man kan arbejde med at organisere arbejdet, så medarbejderne er sundere ved fyraften, end da de mødte ind.
Hvordan kan I som arbejdsplads lykkes med, at arbejdet i sig selv bidrager til at styrke den fysiske, sociale og mentale sundhed blandt medarbejderne? Dét og meget mere kunne man blive klogere på, når Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) for andet år i træk inviterede til årsmøde om Sundhedsmiljø.
Sundhedsmiljø er en tilgang til at styrke sundheden på arbejdet gennem måden arbejdet planlægges, ledes og udføres på. Grundtanken bag Sundhedsmiljø er at tage udgangspunkt i selve arbejdet og arbejdsopgaverne – og hvordan de kan være med til at styrke sundheden.
Læs mere om Sundhedsmiljø her.
På årsmødet fik vi sammen en klarere forståelse af, hvad Sundhedsmiljø er, og hvordan tilgangen kan omsættes i praksis.
Gennem hele dagen blev deltagerne inddraget, og NFA sikrede et fokus på, hvordan de kunne koble NFA’s forskning med deres unikke kendskab til egen arbejdsplads.
Forhåbningen var, at deltagerne efter årsmødet kunne begynde at omsætte refleksionerne til konkrete handlinger på deres arbejdsplads.
Dette kunne deltagerne se frem til
Dagen bestod af workshops og øvelser samt oplæg fra NFA-forskere og gæster udefra med praksiserfaring. Deltagerne kunne blandt andet se frem til:
Erfaringer fra en projektleder, der har implementeret en Sundhedsmiljø-indsats på en arbejdsplads
NFA’s nyeste viden om, hvordan Sundhedsmiljø kan implementeres på arbejdspladser
Hands-on erfaringer med NFA’s nye dialogværktøj, der skal hjælpe med at identificere faktorer i arbejdet som kan bidrage til at styrke sundheden på arbejdspladsen
Hvem kunne deltage?
Årsmødet var for alle, men var særligt relevant for ledere, arbejdsmiljøkonsulenter, arbejdsmiljøprofessionelle, arbejdsmiljørepræsentanter/TR, ansatte i HR eller andre, der arbejder med at styrke sundheden på arbejdspladsen. En kunne med fordel deltage to fra én arbejdsplads – for eksempel en leder og en arbejdsmiljørepræsentant.
Hvad er Sundhedsmiljø?
Visionen med Sundhedsmiljø er at skabe et arbejdsliv, hvor arbejdet i sig selv bidrager til, at medarbejderne er sundere ved arbejdsdagens afslutning end ved dens begyndelse.
At styrke sundheden med Sundhedsmiljø handler ikke kun om at minimere risici eller maksimere positive faktorer i arbejdsmiljøet, men om at skabe en lige tilpas-fordeling mellem forskellige arbejdsmiljøfaktorer – samtidig med at kerneopgaven forbliver varetaget.
Sundhedsmiljø sigter mod at styrke sundheden på arbejdspladsen gennem arbejdets organisering. Med Sundhedsmiljø fokuserer vi på, hvordan arbejdet planlægges, ledes og udføres, så det både styrker den fysiske, mentale og sociale sundhed.
Program
Program for årsmøde 2025 – Sammen om Sundhedsmiljø
08.30 – 09.00: Velkommen
Vi byder på kaffe og morgenmad.
09:00 – 11:45: Fælles forståelse for Sundhedsmiljø
Introduktion til Sundhedsmiljø. Vi dykker ned i, hvad begrebet Sundhedsmiljø dækker over, og hvordan man kan arbejde med det i praksis.
Sundhedsmiljø i praksis. En projektleder og en medarbejder fra en konkret virksomhed, der har arbejdet med Sundhedsmiljø, deler deres erfaringer og indsigter.
Hvad skal der til, for at vi lykkes med Sundhedsmiljø? Vi præsenterer viden og værktøjer fra projektet Sammen om Sundhedsmiljø – til inspiration og videre arbejde på jeres egne arbejdspladser.
12:45 – 15:30: Sundhedsmiljø på din arbejdsplads
Workshop om Sundhedsmiljø. Workshoppen giver mulighed for at arbejde med praksisnære øvelser og redskaber, hvor vi sammen undersøger, hvordan arbejdet kan planlægges, så det styrker både sundhed og trivsel på jeres arbejdsplads
Fælles opsamling. Hvad tager vi med videre efter i dag?
Tak for i dag
Vi slutter af i en uformel stemning med mulighed for at netværke og fortsætte samtalerne.
Praktisk info
Årsmødet blev afholdt fredag den 10. oktober 2025 fra kl. 8.30 -15.30 på Lersø Parkallé 105, 2100 København Ø
Det var gratis at deltage.
Har du spørgsmål, så kontakt sundhedsmiljo@nfa.dk