Spring over hovedmenu

Flere måder til at begrænse skadelige bioaerosoler på biobrændselsanlæg

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 29-06-2012

Flyt halmballerne så få gange som muligt, brug en støvsuger i stedet for en kost og sørg for at lufte ud. Der er flere måder til at begrænse mængden af bioaerosoler i luften på biobrændselsanlæg. Det vil mindske risikoen for, at medarbejderne får luftvejssygdomme som astma og allergi. Det viser resultaterne fra en undersøgelse på atten danske biobrændselsanlæg, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, har gennemført.

Metoder til at mindske udsættelsen for bioaerosoler undersøgt

Ansatte på biobrændselsanlæg bliver udsat for støv med bioaerosoler, når de håndterer halmballer og træflis. Bioaerosoler er blandt andet mikrosvampe, bakterier og aktinomyceter, pollen samt fragmenter fra disse. Indånding af bioaerosoler kan medføre, at mennesker får luftvejssygdomme som astma eller allergi. Formålet med studiet var at undersøge:

  • hvad der påvirker udsættelsen for bioaerosoler i lagerhaller med halmballer
  • effekten af forskellige metoder til at mindske udsættelsen for bioaerosoler i lagerhaller på biobrændselsanlæg.

Atten biobrændselsanlæg med i undersøgelsen

Forskerne undersøgte støvet i luften på atten danske biobrændselsanlæg, som anvender halm eller træflis til at producere energi. Forskerne opsamlede støv fra luften i de kombinerede modtage- og lagerhaller med halm, hvor halmballerne blev læsset af og lagret og lastbilerne renset for halm, inden de forlod stedet. Medarbejdernes udsættelse for bioaerosoler blev målt gennem flere dage ved hjælp af stationære og personbårne samplere samt med partikeltællere. Forskerne anvendte også data fra biobrændselsanlæggene om halmens vandindhold.

Sådan kan man mindske udsættelsen for bioaerosoler på biobrændselsanlæg

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at andre arbejdsgange og bedre udluftning mindsker udsættelsen for bioaerosoler i arbejdsmiljøet på biobrændselsanlæg. Følgende ændringer medvirker til at mindske udsættelsen:

  • Når halmballerne bliver leveret til anlægget, så placér dem på det rigtige sted med det samme, og undgå dermed at skulle flytte dem en ekstra gang.
  • Brug en centralstøvsuger i stedet for en kost til at rense lastbilen under og efter at halmballerne læsses af.
  • Sørg for at døre eller porte står åbne, når halmballerne losses.
  • Brug ikke halm med højt vandindhold.
  • Brug så friskt halm som muligt.
  • Træflis støver mindre end halm.
  • Forsegl halmopriveren.

Læs mere

'Identification of work tasks causing high occupational exposure to bioaerosols at biofule plants converting straw or wood chips'. Af Anne Mette Madsen. Kapitel 13 i bogen 'Environmental Impact of Biofuels', som er udgivet af InTech, september 2011.

Bogen kan downloades gratis på dette link:
http://www.intechopen.com/books/environmental-impact-of-biofuels

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Anne Mette Madsen, NFA, tlf. 3916 5242, amm@arbejdsmiljoforskning.dk