Spring over hovedmenu

Fysiske krav i arbejdet påvirker risikoen for hjertesygdom

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 23-02-2012

Risikoen for at dø af hjertesygdom er den samme blandt mænd der ryger eller har forhøjet blodtryk, uanset hvilke fysiske krav deres arbejde stiller til dem. Den er derimod højere blandt mænd, der er i dårlig fysisk form og er fysisk inaktive i fritiden, hvis de har et fysisk krævende arbejde frem for et mindre fysisk krævende arbejde. Det viser resultaterne fra et studie af årsagerne til dødsfald bland knap 5.000 mænd fra 14 københavnske arbejdspladser. Resultaterne er offentliggjort i tidsskriftet BMJ Open.

Hårdt fysisk arbejde øger risikoen for at dø af hjertesygdom

Mænd med hårdt fysisk arbejde har forøget risiko for at dø af hjertesygdom. Det er veldokumenteret. Det kan blandt andet skyldes sociale forhold og livsstil. Men hårdt fysisk arbejde i sig selv kan også forøge risikoen. Nye resultater fra et dansk/tysk forskningsprojekt viser, at hårdt fysisk arbejde tredobler risikoen for at dø af hjertesygdom blandt mænd i dårlig fysisk form, mens risikoen ikke forøges blandt mænd i god fysisk form. Det skyldes muligvis, at hårdt fysisk arbejde flere timer hver dag belaster kredsløbet i en grad, så kroppen ikke kan nå at restituere sig. Det kan give inflammation i kredsløbet og kan udvikle sig til åreforkalkning og hjertesygdom.

Påvirker de fysiske krav i arbejdet risikofaktorerne for hjertesygdom?

Formålet med dette studie har været at undersøge, om etablerede risikofaktorer for at dø af iskæmisk hjertesygdom kan have forskellig effekt på mænd med forskellige fysiske krav i arbejdet.

5.000 mænd fulgt i 30 år

Studiet er baseret på oplysninger fra The Copenhagen Male Study. Det omfatter 4.938 mænd i københavnsområdet, som i 1970-71 var 40-59 år og som arbejdede på en af 14 københavnske arbejdspladser. Mændene besvarede et spørgeskema, medvirkede i et kort interview og gennemgik en klinisk undersøgelse. Oplysninger om mændenes arbejdsmiljø, livsstil og generelle helbred er koblet med oplysninger fra et nationalt register om årsagerne til dødsfald blandt deltagerne i perioden 1970 til 2001.

God fysisk form er vigtigt for mænd med hårdt fysisk arbejde

Hovedresultaterne fra studiet er, at:

  • mænd, der ryger eller har forhøjet blodtryk, har forhøjet risiko for at dø af iskæmisk hjertesygdom, uanset hvilke fysiske krav deres arbejde stiller til dem.
  • mænd i dårlig fysisk form og med lav fysisk aktivitet i fritiden har en højere risiko for at dø af iskæmisk hjertesygdom, hvis de har et fysisk krævende arbejde frem for et mindre fysisk krævende arbejde.

Hidtil har anbefalinger angående fysisk aktivitet og træning fokuseret på personer med et stillesiddende arbejde. Som noget nyt viser dette studie, at det også er vigtigt for mænd med hårdt fysisk arbejde at være i god fysisk form og være fysisk aktive i fritiden.

Læs den videnskabelige artikel

Holtermann A, Mortensen OS, Søgaard K, Gyntelberg F, Suadicani P. Risk factors for ischaemic heart disease mortality among men with different occupational physical demands. A 30-year prospective cohort study. BMJ Open 2012;2:e000279.

Læs andre resultater fra The Copenhagen Male Study

Andre forskningsresultater fra The Copenhagen Male Study er omtalt følgende steder:

Nyheden ’Kombinationen af fysisk krævende arbejde og dårlig fysisk form er risikabel’, offentliggjort på NFA's hjemmeside den 19. januar 2012

Faktaarket 'Høje kondital beskytter mænd med hårdt fysisk arbejde mod hjerte-kar-sygdom’ – faktaark nr. 47 fra NFA. Der er link til fire videnskabelige artikler i faktaarket.

Fakta om undersøgelsen

  • Undersøgelsen er gennemført af forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Bispebjerg Hospital og Syddansk Universitet.
  • Det er en del af forskningsprojektet ’Fysiske arbejdskrav og fitness - Betydning for hjertekarsygdom’.
  • Et af formålene med projektet er at anvende eksisterende data til at undersøge, hvilken betydning høje fysiske krav i arbejdet, fysisk form og fysisk aktivitet i fritiden har for risikoen for at udvikle hjertekarsygdom.
  • Projektet bliver støttet økonomisk af Arbejdsmiljøforskningsfonden.

Yderligere oplysninger

Seniorforsker Andreas Holtermann, NFA, tlf. 3916 5352, aho@arbejdsmiljoforskning.dk.