Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 22-08-2012
Træning mod smerter i nakke og skuldre nem at tilpasse arbejdet
Både funktionstræning og styrketræning er velegnet til at mindske smerter i nakke og skuldre. Træningen kan foregå en eller flere gange om ugen i forskellige tidsintervaller alt efter, hvad der passer bedst ind i arbejdet. Det viser resultaterne af et ph.d.-studie, som forsker Christoffer Andersen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, har gennemført.
Forskellige former for træning mod smerter i nakke og skuldre
Kronisk smerte i nakke og skuldre er den hyppigst forekommende form for muskelskeletbesvær blandt kontoransatte. Forskning fra bl.a. NFA viser, at specifik styrketræning af de smertende muskler mindsker smerterne markant. Fysioterapeuter anbefaler ofte at undgå træning af de ømme muskler og i stedet træne de muskler i nakke og skuldre, som ikke er ømme – også kaldet skulderfunktionstræning. Men der mangler viden om, hvorvidt denne form for træning er lige så effektiv som traditionel styrketræning målrettet hele nakkeskulderregionen.
Effektiviteten af forskellige træningsformer undersøgt
Formålet med Christoffer Andersens ph.d.-studie var at
- belyse effektiviteten af forskellige træningsformer mod smerter i nakke og skuldre blandt kontoransatte
- komme med videnskabeligt funderede anbefalinger om effektiv implementering af træning på arbejdspladsen.
Træning mod smerter i nakke og skuldre er nem at indpasse på arbejdspladsen
De vigtigste resultater fra ph.d.-studiet viser, at
- både skulderfunktionstræning og specifik styrketræning mindsker smerterne i nakke og skuldre og øger muskelstyrken i skuldrene hos personer med kraftige smerter i nakke og skuldre
- det er muligt at tilrettelægge træningen forskelligt (fx 1 x 1 time, 3 x 20 minutter eller 9 x 7 minutter ugentligt) for begge træningsformer, uden at det påvirker den gode effekt af træningen.
Fleksibiliteten i træningsform og tidsmæssig fordeling af træningen gør det lettere for virksomheder at tilbyde deres kontoransatte at træne for at mindske smerter i nakke og skuldre.
Læs mere
Videnskabelige artikler
Andersen CH, Zebis MK, Saervoll C, Sundstrup E, Jakobsen MD, Sjøgaard G & Andersen LL. Scapular muscle activation balance at low and high intensity during selected rehabilitation exercises. Journal of Strength and Conditioning Research 2011. [E-Pub ahead of print].
Andersen CH, Andersen LL, Zebis MK & Sjøgaard G. Shoulder function training reducing musculoskeletal pain in shoulder and neck: a randomized controlled trial. JOSPT. Conditionally accepted.
Andersen CH, Andersen LL, Pedersen MT, Gram B, Mortensen OS, Zebis MK & Sjøgaard G. Influence of frequency and duration of strength training for effective management of neck pain: a randomised controlled trail. Br J Sports Med 2012. [E-Pub ahead of print].
Yderligere oplysninger