Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 17-09-2014
Kommende forelæsninger om toksikologi i arbejdsmiljøet
Toksikolog Gunnar D. Nielsen fra NFA holder en række forelæsninger om toksikologi i arbejdsmiljøet. Du kan nu se eller gense den første forelæsning og tilhørende slides på NFA’s hjemmeside. Der er sat dato på de fem kommende forelæsninger, som vi filmer og linker til på NFA’s hjemmeside.
Målrettet arbejdsmiljøprofessionelle
Forelæsningerne er målrettet arbejdsmiljørådgivere, myndigheder, BAR’er samt fagpersoner fra interesseorganisationer og virksomheder, der beskæftiger sig med kemiske stoffer i arbejdsmiljøet. Andre interesserede er også velkomne.
På dansk med engelsksprogede slides
Hver forelæsning varer ca. en time. De foregår på dansk med engelsksprogede slides. Det kræver ikke fagspecifikke forudsætninger at forstå forelæsningerne.
Forelæsninger filmes
Vi filmer alle seks forelæsninger og linker til dem og de tilhørende slides på NFA’s hjemmeside. Du kan nu se den første - ’Introduktion til toksikologi i arbejdsmiljøet’.
Seks udvalgte emner
De seks forelæsninger omhandler forskellige emner. Her følger en kort introduktion til emnerne:
3.9.2014
Introduktion til toksikologi i arbejdsmiljøet
Overordnet overblik over emnet arbejdsmiljøtoksikologi. Mange af de præsenterede figurer og slides vil blive anvendt som introduktion til mere komplekse problemstillinger ved senere forelæsninger.
9.10.2014
Introduktion til hudtoksikologi i arbejdsmiljøsammenhæng
Forelæsning om kemiske stoffer og deres toksiske effekter for huden. Hvad gør kemiske stoffer ved huden, og hvordan undersøges det? Hvilken retning kan det forventes, at undersøgelserne vil tage i fremtiden?
5.11.2014
Introduktion til lungetoksikologi i arbejdsmiljøsammenhæng
Forelæsning om kemiske stoffer og deres toksiske effekter for lungerne, klassiske lungesygdomme og betydningen af arbejdsmiljøtoksikologi.
14.1.2015
Introduktion til arbejdsmiljøgrænseværdier
Hvordan fastsættes de, og hvilke data ligger til grund for fastsættelsen?
25.2.2015
Risikovurdering af carcinogene stoffer – WHO’s indeklimanorm for formaldehyd
Forelæsning om samspillet mellem toksikologi og epidemiologi i en meget kompleks problemstilling.
9.4.2015
Introduktion til toksikologisk vurdering af arbejdspladser
Forelæsning om samspillet mellem arbejdshygiejne og -toksikologi.
Tid, sted og tilmelding
- Tid: Kl. 14.30-15.30 – gælder alle forelæsninger
- Sted: Auditoriet på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Lersø Parkallé 105, 2100 København Ø
- Tilmelding: Ikke nødvendigt.
Yderligere oplysninger
Toksikolog Gunnar D. Nielsen, NFA, tlf. 3916 5241, gdn@arbejdsmiljoforskning.dk