Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 16-09-2014
Kontorer uden vinduer øgede koncentration af stresshormon i spyt
Personer, der gennemførte en standardiseret stresstest i et virtuel reality-kontor uden vindue, fik højere koncentrationer af stresshormonet kortisol, end forsøgspersoner i virtuel reality-kontor med vindue.
Kontorer med eller uden vinduer og stress?
Kontorer med eller uden vinduer? Resultaterne fra et nyt laboratoriestudie tyder på, at det kan have betydning for medarbejdernes stressniveau.
Personer, der gennemførte en standardiseret stresstest i et virtuel reality-kontor uden vinduer, fik højere koncentrationer af stresshormonet kortisol i deres spyt, end forsøgspersoner i et virtuel reality-kontor med vinduer. Et forhøjet indhold af kortisol er et tegn på øget akut stress hos mennesker. Derimod viste andre biologiske mål for stress ingen forskel mellem de to grupper.
Et virtuel reality-miljø er en computerskabt virkelighed
Et virtuel reality-miljø er en computerskabt virkelighed, som forsøgspersonerne oplever gennem en ’maske med briller og lyd’. Forsøgspersonerne får i dette studie en oplevelse af at være sammen med personer i enten et lukket rum uden vinduer eller i et rum med vinduer og udsigt til landskab og himmel. Computeren registrerer personernes bevægelser, så de får en oplevelse af at bevæge sig rundt i den virkelighed, computeren skaber.
Design af kontormiljøer – har det indflydelse på medarbejderes trivsel?
Formålet med studiet var at undersøge, hvordan arkitektur og design har indflydelse på, hvordan medarbejdere trives i kontormiljøer. I alt deltog 49 sunde, raske mandlige studerende fra Lunds Universitet i undersøgelsen, der er udført i et samarbejde mellem forskere fra både Danmark og Sverige.
Professor Anne Helene Garde uddyber:
- Resultaterne er interessante, fordi de bidrager med viden om, hvordan vi kan indrette vores bygninger bedst muligt i forhold til stress. Men inden vi begynder at slå mure ned og erstatte dem med vinduer er det vigtigt at undersøgelsen gentages af andre forskere og under andre forhold, fx med forsøgspersoner af forskellig køn og alder.