Spring over hovedmenu

Styrketræning mindsker kroniske smerter og arbejdsbesvær hos slagteriarbejdere

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 30-04-2014

Ti minutters specifik styrketræning tre gange om ugen i ti uger på arbejdspladsen førte til, at slagteriarbejdere med fysisk anstrengende ensidigt gentaget arbejde oplevede færre kroniske smerter, mindre arbejdsbesvær og bedre fysisk kapacitet. Det viser resultater af en undersøgelse, som er offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift Pain Physician.

Kroniske smerter har store arbejdsmæssige konsekvenser

Kroniske smerter i skulder, arm og hånd kan have store konsekvenser for den enkelte medarbejder i form af nedsat arbejdsevne, højt sygefravær og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Der er derfor behov for at udvikle effektive strategier, som kan mindske de kroniske smerter og deres alvorlige konsekvenser. 

Fysisk træning på arbejdet som supplement til den eksisterende arbejdsmiljøindsats

Ergonomisk træning (træning i arbejdsteknik) er en strategi, der ofte bliver brugt på arbejdspladserne som et led i forebyggelse og behandling af muskel og skeletbesvær (kan anses som standardbehandling). En supplerende strategi kan være at øge den enkelte medarbejders fysiske kapacitet ved at udføre fysisk træning på arbejdspladsen.

Forskere ved NFA satte sig derfor for at undersøge, hvad effekten af de to metoder kan betyde for smerternes intensitet, graden af arbejdsbesvær og den fysiske formåen hos slagteriarbejdere med kroniske smerter.

Slagteriarbejdere tilfældigt inddelt i to grupper

66 slagteriarbejdere med kroniske smerter i skulder, arm og hånd samt arbejdsbesvær blev inddelt i to grupper.

  1. Den ene gruppe trænede styrketræning specifikt for musklerne i skulder, arm og hånd i ti minutter tre gange om ugen i ti uger i arbejdstiden på slagteriet.
  2. Den anden gruppe fik en traditionel praktisk ergonomisk indsats placeret i starten af de 10 uger. Indsatsen, der var udarbejdet på baggrund af en analyse af hver medarbejders jobfunktion, bestod af ergonomisk instruktion i arbejdsstillinger og korrekt brug af arbejdsredskaber. Denne gruppe indgik i studiet som en aktiv kontrolgruppe.

Styrketræning mindskede smerterne markant

Resultaterne af undersøgelsen viste, at

  • kroniske smerter i skulder, arm og hånd faldt markant hos slagteriarbejderne i styrketræningsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen
  • halvdelen af slagteriarbejderne i styrketræningsgruppen fik mindsket deres smerter med mindst 50 procent
  • styrketræningen mindskede slagteriarbejdernes arbejdsbesvær og forbedrede deres muskelstyrke, sammenlignet med kontrolgruppen.

Ti minutters styrketræning tre gange om ugen

Ti minutters specifik styrketræning tre gange om ugen i ti uger førte til en reduktion i kroniske smerter, mindre arbejdsbesvær og bedre fysisk kapacitet blandt slagteriarbejdere med fysisk anstrengende ensidigt gentaget arbejde.


Læs den videnskabelige artikel

Sundstrup E,Jakobsen MC, Christoffer H. Andersen CH, Jay K, Persson R, Aagaard P and  Andersen LL. Effect of Two Contrasting Interventions on Upper Limb Chronic Pain and Disability: A Randomized Controlled Trial. Pain Physician 2014; 17:145-154 • ISSN 1533-3159.


Yderligere oplysninger